Fortsæt til indhold

"Om jeg vil have flygtninge boende, er en privat sag mellem min familie og mig"

En idé med at kommunalpolitikere skal gå foran i et forsøg på at få private til at huse flygtninge skaber irritation

Samfund
Fred Jacobsen

Hvad der var tænkt som en offensiv kampagne for at få Hørsholm-borgere til at lukke op for deres hjem og/eller haver for kommunens flygtninge, er endt i frustration og tvivl om, hvorvidt det nu kan lade sig gøre at gennemføre kampagnen.
“Handler det om, at jeg skal stå på gågaden i regnvejr for at tale med borgere om at finde boliger til flygtninge, så ja, det vil jeg altid stille op til. Men derfra og så til at involvere offentligheden i, om jeg som privatperson skal have flygtninge boende, det er at gå for vidt. Det er en sag mellem mig og min familie. I øvrigt skal det her ikke bruges til at presse borgerne til i givet fald at gøre det samme,” siger Annette Wiencken (V), formand for det særlig udvalg for boligplacering, § 17, stk. 4-udvalget.
“Om jeg vil have flygtninge boende, er en privat sag mellem min familie og mig. Og ikke en sag mellem offentligheden og mig,” lyder det fra viceborgmester Henrik Klitgaard (R), der også er medlem af udvalget, med henvisning til kommunalvalget om et års tid.
Baggrunden for de to lokalpolitikeres reaktioner er et bilag til dagsordenen forud for mødet i udvalget den 27. oktober.
Bilaget var som sædvanligt lagt ud på Hørsholm Kommunes hjemmeside sammen med dagsordenen for mødet. Men det skulle ikke have været offentliggjort, fordi det var et udkast til en plan for en “Kampagne vedr. privat indkvartering af flygtninge”, som ud over information til borgerne i e-mail, på sociale medier, foldere og informationsmøder også indeholder et punkt, hvor - citat: “en fra KB udlejer (en pavillon, red.) til en flygtning”.
Idéen er ifølge kampagneplanen, at en politiker skal gå i front som rollemodel - og at den gode historie så skal fortælles i pressemeddelelser i “lokale medier. Evt. TV 2 Lorry”.
Det vidste politikerne i det særlige udvalg dog ikke så meget om, da de dukkede op til mødet. For de havde i dagsordenen læst, at de ville blive præsenteret for et udkast på selve mødet.
De var derfor ikke klar over, at de var blevet taget til indtægt for dette element i kampagnen, som er udarbejdet af kommunens administration.
Og står det til Henrik Klitgaard, kommer det heller ikke til at ske.
“Det går jo ikke. Vi risikerer at fremstå som hykleriske, uanset hvad vi svarer, når vi bliver spurgt, om vi vil have en flygtning boende eller ej,” siger han og betegner det både som en fejl, at bilaget har ligget offentligt fremme, og også at man har overvejet at inddrage politikerne på den måde.
“Der har ikke have været kvalitetskontrol nok,” siger Henrik Klitgaard - og udvalgsformand Annette Wiencken er enig.
“Der burde have været én, der havde fanget det her,” siger hun.
Det er så sket efterfølgende: Bilaget er, efter at Ugebladet begyndte at interessere sig for sagen, nu fjernet fra kommunens hjemmeside. Og på selve mødet blev kampagneforslaget “sendt tilbage på værkstedet”, som det hedder, når politikerne gerne vil have noget andet og bedre at skulle beslutte ud fra.
Begge politikere vil på trods af fejlen dog ikke kritisere administrationen.
“Laver man noget, sker der fejl. Sådan noget sker jo,” mener Annette Wiencken, som overordnet set er glad for, at administrationen tænker kreativt for at få løst en opgave.

Beskeden lyst til at svare

Ugebladet har forsøgt at få kommunalbestyrelsensmedlemmerne til at forholde sig til, om de vil stille op til den slags.
Peter Antonsen (BL) svarer, at det er en sag, der besluttes i familien.
“Hvad vi end når frem til, vil det være en beslutning, der angår os som familie, og ikke min stilling som kommunalpolitiker,” lyder hans svar.
Kristin Arndt (K) vil ikke afvise at stille en pavillon op i haven i en begrænset periode.
“Det vil mine børn kunne lære noget af,” siger hun og understreger, at det dog skal være helt ok at sige fra. Det gør partifælle Otto B. Christiansen. Hos ham er der ikke plads:
“Vi bor nu i et lille egoisthus, så det ville være svært at huse en flygtning, selv om vi var meget gode venner.”
Jan H. Klit (K) er frisk på idéen:
“Vi skal se på alle muligheder. Vi skal stå frem som rollemodeller. Jeg tror på signalvirkningen i det,” lyder det fra J. H. Klit.
Ud over disse tre svar har Ugebladet fået tilkendegivelse fra Annette Wiencken (V) og Henrik Klitgaard (R), som medvirker i denne artikel.
De øvrige politikere har ikke reageret på Ugebladets e-mail-henvendelse.