Fortsæt til indhold

Hvor mange børn bør der højest være i en børnehavestue?

Samfund
Debatindlæg af: Mette Skak Brokmann, Grenaa

"Da min dreng i 2014 startede i Børnehaven Regnbuen i Grenaa, var der 20 børn på børnehavestuerne. Man kan diskutere, om 20 børn pr. stue er passende, eller om det er i overkanten til de stuer, der er i børnehaven.

Da Børnehaven Regnbuen ved årsskiftet (2015/2016) blev til en integreret institution som inkluderede vuggestue, blev pladsen til børnehaveafdelingen mindre, og de 4 stuer der var, blev til 3 stuer. Pludselig blev antallet af børn pr. børnehavestue øget til 25 børn, hvilket gjorde pladsen mere trængt på stuerne end den var i forvejen (dette ses blandt andet ved, at 4-5 af garderoberne er placeret i fællesrummet). Det blev derfor meddelt, at børnene i børnehaven skulle på flere ture ud af huset.
Ligeledes siger en rapport fra et tilsyn, som Norddjurs Kommune lavede 26. oktober 2015 følgende;

"Den tilgængelige plads sammenholdt med børnetallet udfordrer de børnerettede, indendørs aktiviteter".

"De fysiske muligheder i institutionen efterlader desuden udfordringer i forhold til at inddele børnene i mindre grupper".

Det sidste lange stykke tid, har det ikke været muligt at komme på tur eller opdele børnene i mindre grupper, da der har været 1-2 sæt hænder pr. stue. Alternativet her er, at børnene i stedet må være på legepladsen fra formiddag til eftermiddag, fordi pladsen er trang indendørs.

Og sådan ender det tit også nu, hvor vi er gået ind i den kolde tid, fordi der bl.a. ikke er nok hænder til at tage sig af børnene. Er det rimeligt? Hvis jeg havde et barn, der udelukkende ville være ude, så havde jeg valgt skovbørnehaven."