Fortsæt til indhold

Frivillige hjælper afviste asylansøgere indenfor fængselsmurene

En gruppe frivillige mødes ugentligt i Statsfængslet ved Vridsløselille for at give lidt indhold i tilværelsen for de afviste asylansøgere

Samfund
Finn Due Larsen

At være asylansøger og sidde indenfor murene i et fængsel, mens ens sag behandles, kan være en krævende dagligdag.
En lille gruppe af frivillige gør deres for at gøre tilværelsen bag murene nemmere.
Siden december har Statsfængslet ved Vridsløselille som bekendt ikke været et rigtigt fængsel. De kriminelle er flyttet ud til andre fængsler, og ind er kommet en gruppe af asylansøgere.
Det er en gruppe, der ikke er kriminelle, men for eksempel er afviste og skal sendes til deres hjemland eller have deres sag behandlet i et andet EU-land, og venter på at blive sendt ud fra Danmark.
For at skabe lidt adspredelse i hverdagen og kontakt med andre end de ansatte indenfor murene og deres advokat, besøger en gruppe frivillige under Røde Kors to gange om ugen asylansøgerne bag fængselsbygningens kendte, grønne port.

Ventetid

Gruppen af frivillige tæller lige nu 11 mennesker, og de kommer på skift hver mandag og onsdag fra klokken cirka 17.30, og bruger et par timer, fortæller teamleder Vivi Nør Jacobsen.
"Årsagerne til at ville være frivillige kan være forskellige, men vi arbejder ud fra Røde Kors' principper og kommer for at give de afviste asylansøgere lidt adspredelse i hverdagen."
Det er hendes opfattelse, at hverdagen kan være svær at komme igennem for de afviste, og den handler meget om ventetid:
"Dagen bliver hurtigt lang og ligner i går, når man vandrer lidt på gangen, måske har få timers rengøringsarbejde, men ellers bare venter. Og ventetiden er ikke sjov, når man ikke ved hvor længe man venter og hvad man mere præcist venter på. Så kommer vi med en kop kaffe, en sludder og en gang boldspil og bløder lidt op på det hele."
Hun tilføjer, at alle asylanter tilbydes arbejde, som for eksempel kan være renhold og at pakke vandflasker i plast.
Arbejdet i Vridsløselille er anderledes end frivilligt arbejde i et almindeligt fængsel eller et almindeligt asylcenter.
"De fleste af de afviste sidder her uden viden om hvornår de kommer ud igen, og mange forstår heller ikke helt hvorfor de sidder her. Det giver en følelse af magtesløshed og frustration for nogle, og derfor giver det så meget mening at vi lige kommer og skaber et par timers pause fra de hele og bare er mennesker, der møder mennesker", siger Vivi Nør Jacobsen.
De frivillige er alle blevet screenet inden de kommer på deres første besøg i Vridsløselille. Man skal til interview og have forståelse for opgaven med at være frivillig, og så skal man være fyldt 25 år og må meget gerne have sprogkundskaber.

Vil du være med?

Der er plads til flere frivillige i Vridsløselille. Så hvis man har lyst til at være med er man meget velkommen.
Især er man meget interesserede i folk der taler arabisk, tigrinja, fransk eller andre sprog. Alle interesserede kan kontakte Vivi Nør Jacobsen, for mere information og aftale om interview. Skriv til frivilligivrids@gmail.com.

Hver mandag og onsdag mødes frivillige under Røde Kors til et to timers besøg i fængslet. Foto: Due