Tag med Gasolins trommeslager tilbage til barndommens by
Vi tog med trommeslageren Søren Berlev på en tur ad “mindernes allé”
Der var en tid før den dér kendte historie om Gasolin'. Hvor Søren Berlev blev kaldt ind som ny trommeslager i stedet for Bjørn Uglebjerg. En tid i 1960'erne, hvor han var en ung knægt, der voksede op i Farum. Gik i skole på Paltholmskolen, øvede musik i Billen på Farum Hovedgade og boede på Lillevangsvej.
I anledning af, at Billen genåbner lørdag 29. oktober med koncert af netop Berlev og hans Rock'n Roll Hotel, tog Furesø Avis med den nu 66-årige ex-gasser på rundtur til tre 'hotspots' på mindernes allé.
Skolen
“Det derinde var skolens aula”, fortæller Berlev og peger på det der i dag udgør den ene fløj på Farum Kulturhus.
“Her fik vi lov at øve musik engang imellem. Så var aftalen til gengæld, at vi skulle give koncert når der blev holdt “teenklub”. Det var en fin aftale”, griner Søren Berlev.
Skoletiden som sådan var ikke store sus:
“Det interesserede mig ikke rigtigt. Jeg ville meget hellere spille musik”, griner han hæst.
Tiden var inden spanskrøret blev afskaffet, så der kunne godt falde mange lussinger.
“Men jeg var dog ikke en af dem, der blev tævet. Der var en i min klasse, der blev slået konstant. Han fik vist også mange tæv derhjemme.”
Slagene kunne falde fra en lærer, men også gårdvagten husker Søren Berlev tydeligt:
“Han gik altid rundt med et nøglebundt, og kunne godt finde på at give et dask, hvis vi ikke opførte os ordentligt.”
Men Søren Berlev var glad for sin klasselærer:
“Det var en god lærer. Han lugtede altid af, at han drak hostesaft hele tiden, kan jeg huske”, griner han igen.
Vi kigger lige ind i Kulturhuset. Her bemærker Berlev, at hvor der før var skolegård, er der i dag gårdshave mellem biblioteket og Kulturhuset
Billen
Var skolen ikke det han brændte mest for, så trak det meget mere at tage ud til Billen, der dengang lå på Farum Hovedgade.
“Det var et fedt sted. Vi kunne øve og spille uden voksen-opsyn, rigtigt boltre os. Det var vildt hyggeligt”, siger Berlev og skuer ud over det der i dag er en række huse på Krogvad.
Læs også: Billen tilbage til rødderne: Klar til koncert
“Huset må være revet ned, og der er bygget nye huse senere”, konstaterer han.
Det var her i Billen, at han som 14-årig for alvor fik smag for trommestikkerne.
“Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være trommeslager. Det blev jeg virkelig tændt på dér.”
Klubben var indrettet hyggeligt, med møbler og det hele. Og unge Søren Berlev, der var fyldt med løsrivelses-trang, kom blandt andet med i Farum-bandet Lee Bozz.
Hjemmet
Fra hjemmets side var der opbakning til de musikalske 'griller', men med betingelser.
“Jeg lånte et bækken og en lilletromme af min far, men han skulle have det igen”, fortæller Berlev, mens vi er nået til huset på Lillevangsvej.
“Det ligner sig selv. Men det egetræ, jeg var med til at plante, er blevet fældet”, griner han.
“Det var et frit og trygt hjem, hvor vi fik lov til meget. Men der var også nogle klare regler og betingelser”, husker han, mens han kigger indgående på huset.
Fik du læst: En enkelt kniv snuppet i visitationszonen
“Vi skulle betale kostpenge for at bo hjemme. Vi skulle lære at klare os selv. Men mine forældre var også meget frie i forhold ti tidsånden. Vi fik lov at sidde og ryge en fed på værelset og sådan noget”, husker trommeslageren.
“Vi boede tre på et værelse, mine to storesøstre og jeg, med køjeseng. Da de flyttede hjemmefra, fik jeg mit eget værelse.”
Hans mor, Kirsten Berlev, var børnehavelærerinde, hans far, Finn Berlev, lektor i kemi og fysik. Begge er gået bort.
Efter Paltholmskolen kom Søren Berlev på efterskole i Jylland, og senere, i 1969, flyttede han hjemmefra og ind til Nørrebro. To år efter kaldte Gasolin.
Se indslag med Søren Berlev her: