Klaus fik styr på sine lunger - nu hjælper han andre
For tre år siden havde Horsens ikke en lungeforening. Nu har lungeforeningen 400 medlemmer, der får støtte i deres sygdom
Da Klaus Skjærlund var ung, blev han ofte blev syg med lungebetændelse. Han gjorde ikke noget ved det, indtil han blev ramt for femte gang på halvandet år. Da besluttede han sig for at hoppe på cyklen og svinge forbi skadestuen. Han blev akut indlagt og fik besked på, at han havde astma og kun havde en tredjedel af sin lungekapacitet tilbage.
Med medicin og den rette hjælp fra lungeoverlægen og lungesygeplejersken er Klaus nu oppe på mere end 80 procent lungekapacitet.
”Det er det mest inspirerende, der nogensinde er sket for mig. Det inspirerede mig til at starte lungeforeningen,” fortæller Klaus.
Intetanende om astma
Lungeforeningen er en landsdækkende patientforening, der indtil for tre år siden ikke havde nogen afdeling i Horsens. Det besluttede Klaus sig for at ændre på, og medlemslisten er vokset fra de dengang 25 til nu 400 medlemmer.
Lungeforeningen har særlig fokus på KOL og astma. I foreningen er der netværksgrupper og motionshold, der gør det muligt for syge at mødes og træne sammen.
Derudover handler det for lungeforeningen om at opspore lungesyge så hurtigt som muligt. Det gælder især astmaramte unge. Det gør de for eksempel ved at tage ud til alle byens 9. klasse-elever hvert år og fortælle dem om lungernes funktion og vigtighed.
”Hver tiende har astma, og halvdelen af dem ved det ikke. Kan vi finde bare én, så er jeg glad. Så har vi reddet en person,” siger Klaus.
Røgfri lunger
Lungeforeningen fører i øjeblikket en landsdækkende kampagne i samarbejde med sundhedsstyrelsen med fokus på lungesygdommen KOL. De oplyser om symptomerne på sygdommen og opfordrer folk til at gå til lægen og blive tjekket.
”Vi ved, at 80-95 procent af alle tilfælde af KOL skyldes rygning. Vi fortæller ikke folk, de ikke må ryge. Den løftede pegefinger hjælper heller ikke på de unge. Derfor handler det mere om at oplyse om lungernes funktion og vigtighed,” siger Klaus.
Han er positiv over for Horsens kommunes ambitioner om at blive røgfri.
”Det ville være pragtfuldt og den ultimative sundhedsløsning for Horsens. Jeg tror ikke, det er realistisk at blive helt røgfri, men vi kan forbedre rygesundhedsområdet,” siger han.
Klaus vil gerne starte et tværfagligt samarbejde mellem lungeforeningen, kommunen,og andre på det sundhedsfaglige område i kampen om at gøre Horsens røgfri.
”Jeg vil gerne være initiativtager til, at vi får snakket om, hvordan vi i fællesskab kan løfte opgaven og fortælle folk, hvor farligt det er. Det er vigtigt, at alle, der arbejder på området, spiller ind med deres viden. Det kunne være rigtig spændende at arbejde med.”