Fortsæt til indhold

René hjalp flygtningebørn på ferie

Samfund
Finn Due Larsen

En gruppe uledsagede flygtningebørn har netop været afsted på en vellykket efterårsferie.
At det kunne lade sig gøre, kunne de 23 børn, der kommer fra Afghanistan, Kurdistan, Syrien og Eritrea, ikke mindst takke René Meyrowitsch fra Albertslund for.
Han var initiativtager til en stor støttekoncert den 23. maj i Hvidovre, hvor der blev samlet ind til uledsagede flygtningebørn, der kommer til Danmark fra krigshærgede egne.
I samarbejde med Røde Kors, Hvidovre Musikråd og musikeren Benjamin Koppel optrådte en række musikere for at samle penge ind til en efterårsferie-lejr.
Den blev altså en succes for de 23 børn, der opholdt sig på Klank Efterskole i Galten. Her fik børnene, anført af en gruppe frivillige, mulighed for at lære nye mennesker at kende, der sidder i samme situation, og der var aktiviteter som fodbold, adventurebane og fælles madlavning.
Det er René Meyrowitsch naturligvis meget glad for og tilfreds med. Men han lader forstå, at der ikke hviles på laurbærrene.
For nu skal der sættes en ny støttekoncert op, og det skal foregå til foråret i MusikTeatret i Albertslund.

Udsatte børn og familier

"Det skal være for udsatte børn og familier. Og det kan være børn og familier i Albertslund eller andre steder i Danmark", siger han.
Aftalen er indgået i et samarbejde med MusikTeatret, Forbrændingen, Røde Kors og Carl Quist Møller - et samarbejde som René Meyrowitsch fremhæver som særdeles positivt.
Den endelige dato er endnu ikke fastlagt, men det bliver helt sikkert til foråret, og al overskuddet går ligesom sidst ubeskåret til formålet.

Nu handler det om at hjælpe udsatte børn og familier i Danmark, siger René Meyrowitsch.