“Én ting er en brækket arm. Noget andet er at smadre hjerneceller oppe i dit hoved, du ikke får igen”

Julius ligger på en bænk og kaster op. Han ligger der alene, indtil hans ekskæreste dukker op, spørger, hvad fanden han laver og får ham bakset op på sin cykels bagagebærer og kører væk fra Maglegårdsskolens gård og de mange teenagere, der fester der.
Den aften havde Julius røget tre joints, 13 år gammel. Og selvom hashen i begyndelsen gjorde ham syg, blev den hurtigt en fast del af hverdagen.
"Det lukkede af. Det lukkede alle følelser ned og satte hele min hjerne på pause. Jeg flygtede ind i en svævende tilstand, hvor alt var lige meget. Det var et lille sort hul, hvor der ikke var nogen bekymringer eller tanker. Jeg flygtede fra det hele," fortæller Julius Mygind, der i dag er 24 år og langt væk fra det misbrug, der slørede teenageårene.

Var skæv i skolen

I midten af 8. klasse røg han hver dag. Han hoppede ud af vinduet om aftenen for, at hans forældre ikke skulle undre sig over den søde lugt. Han pjækkede fra timerne, var skæv i timerne og fjernede sig fra sine venner.
"En af mine venner sagde på et tidspunkt til mig: “Julius, kan vi ikke bare tage i biografen?" "Men vi skal jo ryge,” sagde jeg. "Men jeg har ikke lyst til at ryge,” sagde han. Jeg tror, det var sidste gang, jeg så ham. Det var bare vigtigere for mig at ryge."
I takt med, at hashen tog over, ændrede Julius' personlighed sig. Han blev indelukket, træt og vred. Derhjemme smækkede han med dørene, når hans mor og far spurgte, hvorfor han var sur, og når de konfronterede ham med posen, de havde fundet på hans værelse, så løj han. Sagde, det bare var til hyggebrug, at det ikke ville ske igen. Men lønnen fra fritidsjobbet i Fakta og pengene fra fødselsdagen og julen gik kun et sted hen.
"Hashen blev mit liv, og så handlede det bare om at implementere alt andet i dét," fortæller Julius, der oplevede sine forældre blive mere og mere paniske i deres forsøg på at hjælpe ham.
"En aften kom de ind på mit værelse og sagde, at der i morgen ville komme en hashhund hjem til os. Men den historie troede jeg ikke på. Så vækkede de mig kl. 3 om natten og var kede af det og sagde: Der kommer ikke nogen hashhund. Vi er bare så bekymrede for dig."
Det var først, da de insisterede på, at Julius skulle tage ned på Ungdomsskolen og tale med en SSP-medarbejder, at han begyndte at bevæge sig ud af misbruget. SSP-medarbejderen, han mødte dernede, spurgte ikke ind til hashen, men ville høre, hvordan Julius havde det, om han var glad, hvorfor han ikke var glad.
"Jeg græd i en time, og det var så underligt at sidde overfor en fremmed mand, som brød lige ind i det skjold, jeg havde omkring mig, så jeg begyndte at kunne forstå, hvad der var sket, og hvem jeg var."
Efter samtalen blev Julius henvist til en psykolog, som han bogstaveligt talt gik til en gang om ugen - fra Charlottenlund til Sølvgade inde i København - om vinteren, i skitøj og med musik i ørerne.
"Selvværd og selvtillid - alt skulle bygges op fra bunden igen. Min hjerne var æblegrød. Det var hårdt."

Tag den fucking HF

Tankemylderet og lysten til joints fulgte Julius, da han forlod folkeskolen og måtte droppe ud af HHX kort efter, han var begyndt. Han arbejdede en periode, før han prøvede kræfter med endnu en ungdomsuddannelse.
"Så sagde jeg til mig selv: Nu tager du dig sammen, og så tager du den her fucking HF. Der var drama-fag og gode lærere, og jeg var ikke skide god til det hele. Men jeg blev gode venner med alle lærerne og besluttede mig for, at det ikke skulle gå mig på, at jeg havde svært med matematik, men jeg skulle fokusere på det, jeg kunne. Og så dumpede jeg matematik, men fik 12 i drama og 12 i idræt. Det var to gode år," fortæller Julius, som samtidig begyndte at styrketræne og spise sundt for at holde hashen på afstand.
I dag lever han af at være skuespiller og instruktørassistent for et tv-program. Og så holder han foredrag om sin fortid. Næste gang bliver i Kildeskovshallen på tirsdag.
"Jeg føler, jeg har en historie, som gør, at jeg kan give noget videre - nogle erfaringer og viden, som kan give unge og forældre nogle indsigter i sig selv. Ved at fortælle om de valg, jeg har truffet, kan jeg måske hjælpe dem med at træffe nogle andre valg," forklarer Julius, som både holder oplæg for teenagere og forældre og har gode råd til begge parter.
Hvad angår forældrene, mener han, det er vigtigt at huske at støtte, før man skælder ud.
"Når ens barn kommer hjem og har fået karakteren 00, er det dér, man skal elske sit barn allermest og give det mest hjælp og række hånden ud for at tale om, hvad der kan gøres."
Og til teenagerne, der mærker lysten til endnu en joint, siger Julius.
"Som ung har man brug for at søge grænser og prøve at drikke sig fuld og køre nedad en bakke i en klapvogn. Men en ting er en brækket arm. Noget andet er at smadre hjerneceller oppe i dit hoved, som du ikke får igen."


24-årige Julius Mygind er blandt oplægsholderne, når organisationen DrugRebels gæster Gentofte i næste uge.