Pølsemand retter skarp kritik af forvaltning
Pølsemand vil have en fast stadeplads i Hørsholm
“Det er en farce uden lige. Jeg er både forundret, skuffet og bekymret over forvaltningen og administrationen i Hørsholm Kommune.” Sådan lyder kritikken fra Jacob Schulze, der til daglig driver pølsevognen i gågaden. Kritikken kommer, efter at pølsevognen efter al sandsynlighed får lov til at blive stående, på sin faste plads foran Sydbank.
Jacob Schulze mener reelt ikke, at der er andre placeringer i gågaden, hvor han kan drive en pølsevogn, og han hæfter sig især ved, at kun én person har klaget over pølsevognens placering.
“Det er stærkt utilfredsstillende, at forvaltningen løfter sagen op på det her niveau på så spinkelt et grundlag. Næste gang kan det jo være, at Fru Jensen klager over, at hun ikke kan se legepladsen, når hun sidder på bænken,” siger han.
Jacob Schulze påpeger at det er anden gang på fire år, at usikkerheden rammer.
“Jeg har haft pølsevognen siden 2012, og det er anden gang, at politikerne skal tage stilling til, hvor pølsevognen skal placeres. Det kan jeg ikke leve med i længden. Det er i hvert fald ikke særligt erhvervsvenligt fra forvaltningens side,” siger han og uddyber:
“Det her betyder alt for mig. Men jeg kan ikke drive min forretning på den her måde og jeg synes, at det er uetisk og umoralsk at behandle mig på den måde,” siger han.
Jacob Schulze er rystet over forvaltningens håndtering af sagen.
“Jeg føler mig forfulgt og føler, at det er en klapjagt, hvor der er nogle personer, der vil mig til livs. Og jeg føler, at det er en skjult dagsorden, som handler om noget helt andet,” siger han og sender en appel til Hørsholm Kommune:
“Giv mig nu en ny kontrakt på en fast stadeplads for pølsevognen.”
Samtidig takker Jacob Schulze borgerne i Hørsholm.
“Jeg har fået utroligt mange henvendelser fra folk der har bakket mig op,” siger han.