Fortsæt til indhold

Tidligere Leca-direktør er rig på oplevelser og altid i gang

Søren Tousgaard fejrer 80 års fødselsdag i fin form.

Samfund
Troels Tousgaard

Søren Tousgaard fylder 80 år til sankthans, 23. juni 2023

Med sin opvækst i Indien og en ingeniørkarriere, der har bragt ham og familien rundt i store dele af verden, er Søren rig på oplevelser og en kender af fremmede kulturer og sprog.

Et job på Leca-værket i Hinge blev i 1985 startskuddet på en tilværelse i Hadsten for Søren og familien. Efter 17 år som direktør på Leca blev pensionisttilværelsen i 2008 en realitet. Her har Søren fortsat stort engagement i lokalsamfundet, blandt andet i menighedsrådet i Lyngå/Skjød/Lerbjerg og ikke mindst Lions Club Hadsten og deres årlige afvikling af byfesten i Hadsten, Lilleåmarkedet.

I 2019 kunne Søren fejre guldbryllup med sin hustru Karen. Kort herefter mistede han Karen til kræft, og Søren flyttede fra deres landsted og ind til Hadsten, hvor han nu nyder stor opbakning fra sit enorme netværk i og omkring byen.

Med en stor familie omkring sig, venner og veteranbil lige ved hånden, er Søren altid i gang. Der er ofte en opgave, der kan hjælpes på vej, en kop kaffe der skal drikkes, en rejse der skal tages på...

80-års dagen fejres i familie og venners lag.