Fortsæt til indhold

Til minde om Ingrid Skytte Ribergård

Samfund
Novasols Servicekontorer i Ebeltoft, Fjellerup og Anholt.

I 2016 blev Ingrid ansat i Novasols servicekontor i Ebeltoft som kontorleder, hvor hun kom fra en stilling som rektor på HTX-linjen på Grenaa Gymnasium. Ingrid fik hurtigt sat aftryk på sit lederskab som et nyt pust på kontoret, hvor hun havde en god evne til at sætte ting i system. Ingrid var dygtig til at få medarbejderne til at se tingene på en ny og anden måde, hvor hun aktivt kunne bruge sin tidligere ledererfaring. Ingrid var aldrig bange for at tage fat om problemer og var en fantastisk problemknuser. Hun havde en kæmpe styrke og evne til at få mennesker til at falde til ro, når bølgerne gik højt. En egenskab, der gjorde hende vellidt og værdsat af både medarbejdere, underleverandører og kolleger i Novasol – og ikke mindst af gæsterne.

I sit korte virke formåede Ingrid af samle kontorerne i Ebeltoft, Fjellerup og Anholt under én ledelse, hvilket gav tryghed i en fælles retning for servicering af sommerhusgæsterne på Djursland.

Trods Ingrids travle arbejdsliv, som krævede mange timer væk fra hjemmet, var Ingrids hjerte og tanker alt først hos hendes mand og sønner, som havde hendes udelte opmærksom og omsorg.

Efter et sygdomsforløb, hvor Ingrid til det sidste også forsøgte at passe sit arbejde, fik Ingrid desværre konstateret en sjælden kræftsygdom og blev straks indlagt på Regions Hospitalet i Randers.

Efter kort tids sygdom måtte Ingrid opgive kampen og sov ind den 11. juni på Hospice Djursland. Ingrid efterlader sig sin mand Peter og sine voksne sønner Kristian og Jakob.

Vores Dybeste medfølelse til de efterladte.

Ingrid vil som kollega, leder og menneske blive savnet meget.

Ære være Ingrids minde.