Fem får støtte af Damstahl
Årets lokalsponsorater fra Damstahl er 13. juni uddelt til de fem modtagere, som har imponeret med hver sit gode formål.
For fjerde år i træk har den rustfri stålgrossistvirksomhed, Damstahl, i Skanderborg i løbet af foråret haft åbent for ansøgninger om lokalsponsorater.
Igen i år viste mængden og indholdet af ansøgninger fantastiske eksempler på den mangfoldighed, den kreativitet og det engagement, der er at finde i alle kroge af kommunen, lyder det i en pressemeddelelse fra virksomheden. Den 13. juni var de fem sponsoratmodtagere inviteret til officiel overrækkelse på virksomhedens adresse på Danmarksvej.
Strandmiljø og stålspejle
Stilling Gram Borgerforening modtog støtte til etablering af platform til fællesaktiviteter ved Stilling Strand til brug for beboerne i lokalsamfundet. Med sponsoratet kan dele af det projekt, som længe har været på tegnebrættet, nu sættes i gang og begynde at tage form i løbet af efteråret, så strandmiljøet ned til Stilling Sø får endnu et løft.
Lidt i samme geografi, men et helt andet formål er DCH Skanderborg. Den lokale hundeførerforening har allerede indløst sit sponsorat i form af nogle spejlblanke plader i rustfrit stål, der skal bruges som spejle, der indgår i hundetræningen.
Bestyrelsen bag Jaungyde Forsamlingshus ser frem til at kunne glæde borgerne i og omkring landsbyen med et indbydende samlingssted med borde-/bænkesæt og beplantning. Et stort ønske fra byen om forskønnelse af forsamlingshusets parkeringsplads er nemlig med det modtagne sponsorat rykket et godt stykke tættere på at blive til virkelighed.
Skanderborg Skakklub har stor fokus på at række ud til børn og unge, der med forskellige diagnoser har svært ved at sidde stille i skolen. Her er skak en stimulerende fritidsaktivitet, der kan hjælpe dem med at koncentrere sig. Sponsoratet fra Damstahl skal derfor gå til blandt andet undervisningsmaterialer og markedsføring målrettet netop den gruppe børn og unge.
Sommerfugle og bier
Lena Juhl har som privat ansøger modtaget støtte til etablering af en blomstereng med biodiversitet. Et i forvejen relativt ”vild med vilje”-areal får med sponsoratet hjælp til at koble flere farver på og give et forskelligt udtryk gennem årstiderne. Det bliver ikke kun til glæde for sommerfugle, bier og andre insekter, men for alle forbipasserende på Brørupvej, der kan nyde både synet, duftene og dyrelivet.
»Mangfoldigheden blomstrer – både på det symbolske og det konkret plan. Vi ved det jo efterhånden godt, men bliver alligevel overrasket gang på gang, når vi skal vælge mellem de mange gode ansøgninger,« lyder det fra Damstahls adm. direktør, Michael Lund.