Fortsæt til indhold

Ry Roklub fejrede 75 års jubilæum

Dagen bød blandt andet på brunch, slangeformation på vandet af 75 robåde og borgmestertale.

Samfund
gs

Ry Roklub kunne forleden fejre sit 75 års jubilæum. Dagen startede med en rotur i 75 både.

»Der var lidt anarki hist og pist, men vi fik faktisk formeret en fin slange til sidst, som bugtede sig hen over Birksø. Det bliver spændende at se, hvad vores drone har opfanget,« lyder det fra en glad formand, Susanne Dixen, Ry Roklub.

Efter roturen var der brunch i roklubben med langt over 100 deltagende medlemmer.

I den særdeles underholdende kajakpolo-kamp først på eftermiddagen var det de unge, som løb af med sejren over de to øvrige hold af ”gamle”.

Godt købmandskab

Herefter begyndte klubben at få gæster, som deltog i det officielle program fra kl. 14. Der var gæster fra andre klubber, herunder vores venskabsklubber i Skanderborg samt foreninger i Ry m.fl., fortæller formanden videre, og hun fortsætter:

»Borgmester Frands Fischer holdt en fin tale og roste os blandt andet for vores købmandskab. Vi har hentet ganske mange midler til vores klub i årenes forløb. Og som også formanden fra DFfR Conny Sørensen sagde i sin tale, så er vi en klub, der bliver lagt mærke til. Vores unikke beliggenhed og vores evne til at udvikle os med stor frivillighed i klubben, herunder at vi rummer flere bådtyper.«

De fem både, som skulle navngives - to kajakker samt de tre nye coastalbåde, blev navngivet af æresmedlemmerne Jens Brostrup, Werner Christensen, Ejvind Piil samt Poul Lervad.

Tak til medlemmer

Herefter sluttede Susanne Dixen af med en lille tale, hvor hendes fokus var på at rose alle nuværende og tidligere medlemmer, som har været med til at bygge en klub fra 1948 med startende med et halvt bådehus og to brugte både til det, som Ry Roklub er i dag med mange kvadratmeter og mere end 75 både til rådighed.

»Der var selvfølgelig lidt pudsigheder fra historien og en oplæsning af Jens Brostrups herlige og kreative dåbsbevis fra 1958 - Klokkesmed. Jens lokkede herefter vores borgmester ud på en lille tur i en af vore nye costalbåde. Og til sidst sluttede dagen naturligvis med en fest,« tilføjer Susanne Dixen.