Fortsæt til indhold

Djurs Sommerland er rykket op i den internationale superliga

Lørdag går det løs igen i forlystelsesparken ved Nimtofte, og direktøren tøver ikke med at sige, at parken har international klasse

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Djurslands trækkraft nummer et, når det gælder forlystelser for hele familien, er forberedt til tænderne, når portene åbnes for første gang for publikum lørdag 30. april. Sidste års passerede Djurs Sommerland de 800.000 besøgende, men mere vil have mere, og derfor er vinteren og foråret ikke brugt til at lægge på ryggen.

Tværtimod har der hver dag været 50-100 mand på arbejde, siden sidste gæst tjekkede ud i 2015.

“De har arbejdet på alt fra nybyg og vedligeholdelse til indkøb samt rekruttering og træning af vores 450 sæsonansatte,” fortæller administrerende direktør Henrik B. Nielsen.

Investering: 25 mio. kroner

Djurs Sommerland har forud for den ny sæson spenderet 25 mio. kroner i nye investeringer.

På åbningsdagen kan børnefamilierne give sig i kast med en helt ny, pirattematiseret legeplads med frit udsyn til Danmarks største rutschebane, Piraten. Årets største nyhed, Søulken, er en piratforlystelse for hele familien, og den sætter fra land i slutningen af maj.

Desuden er der investeret millionbeløb i nye servicefaciliteter blandt andet i nye madsalgssteder i parkens Westernland.

Internationalt niveau

De seneste år har Djurs Sommerland investeret over 300 millioner kroner i nye forlystelser og forbedringer.

Direktør Henrik B. Nielsen er da heller ikke bleg for at sige, at Djurs Sommerland har nået et niveau, der emmer af international klasse.

”Aldrig før har parken set så godt ud, som nu. Igennem en årrække har vi arbejdet intenst med udvikling af parken, og vi har nu et Djurs Sommerland, som matcher et internationalt niveau,” fortæller Henrik B. Nielsen.