To skæring-klasser vinder ’Fri fra mobberi’-pris
I stedet for at være drillenisser hjalp klassekammerater hinanden
En idé med at udvide den traditionelle 'nisse-for-hinanden'-konkurrence i julemåneden til at handle om, hvordan man kan være en hemmelig nisseven, hvor formålet er at være god og venlig ved hinanden i al ubemærkethed, har givet 2a og 2b fra Skæring Skoæe en præmie fra organisationen 'Fri for mobberi'.
Klasserne fik derfor fem nye tavler med dilemmaer til organisationens kampagnekufferten, som de har arbejdet med gennem noget tid.
”På den måde fik vi mere fokus på at lægge mærke til hinanden end at lave kunster med hinanden,” fortæller lærer i de to klasser, Jakob Quorning.
Hver mandag i tre uger op til juleferien trak klasserne lod om, hvem de skulle være en hemmelig nisseven for den kommende uge.
”I klassen tog vi os tid til at snakke om, hvordan eleverne havde lagt mærke til og hjulpet den klassekammerat, som de var nisse for.” siger Jakob Quorning.
Specielt den sidste uge før ferien blev der sat stole op, ordnet duksearbejde når duksen var på wc, lagt skrællede mandariner, lavet legeaftaler, givet massage, holdt døre og spidset blyanter som aldrig før.
Mobbekufferten fra ”Fri for mobberi” er et pædagogisk antimobbeprogram til at lære børn i alderen fra tre til otte år, om hvordan man klarer vanskelige situationer i en børnegruppe, og den bruges i næsten halvdelen af landets skoler og mere end en tredjedel af landets børnehaver.
”Fri for mobberi” er en organisation, der støttes økonomisk af Red Barnet og Mary Fonden, der har kronprinsesse Mary som formand.