Kræmmere skulder ved skulder gennem hele byen
Hornslet Handelsstandsforening inviterer til Markedsdag med mange aktiviteter
Hornslet Handelsstandsforening har tradition for en rigtig markedsdag med kræmmere fra nær og fjern og gode tilbud i butikkerne.
I år bliver det holdt Markedsdag for 15. gang og det sker lørdag 30. april i hele Hornslets bymidte.
”Der kommer til at være omkring 200 kræmmerboder langs Tingvej lige fra rundkørslen og ned til SuperBrugsen. Også Byvej og området omkring rådhuset bliver inddraget til ét stort kræmmermarked,” siger boghandler Bjarne Pedersen, Bøger og Papir i Hornslet, som holder styr på alle de mange aktiviteter på Markedsdagen.
”Kræmmerne kommer fra hele landet, men der også mange lokale med, for vi opfordrer folk til at lave en stand med hvad de måtte have, hvad enten man har ryddet op på loftet eller børnene har fået sat skik på børneværelset,” siger Bjarne Pedersen, som tager imod tilmeldinger i Bøger og Papir på Tingvej, hvis man vil være med.
Erfarne kaffebryggere
Markedsdagen starter kl. 9.00, og her kan man på Nytorv ved Skobox få serveret kaffe af frivillige fra ÆldreSagen med forstand på kaffebrygning. Bageriet har sponsoreret rundstykker, så her kan man få en god start på Markedsdagen inden man skal rundt og shoppe i byens butikker eller gå kræmmerne på klingen for en god handel.
Hornslets Outdoor Løbeklub har et godt alternativ til kaffedrikkeriet, for her bliver der arrangeret et løb på 3 km gennem byen med start og mål ved SuperBrugsen på Toftevej.
Markedsdagen fortsætter til kl. 15.00 og i løbet af dagen vil der være aktiviteter mange forskellige steder i byen. Men også mange af butikkerne sørger for at lave særlige aktiviteter, som er morsomme at deltage i for både børn og voksne.
Buks med elastikker
Af underholdende indslag bliver der musik flere steder i byen, og der bliver optræder med linedance, hvor danserne optræder i hele westernudstyret med cowboyhat og -støvler.
For børnene bliver der et børnetivoli, hoppeborg og en forlystelse, en High Jumper, hvor man kommer op at hænge i en buks med elastikker og så ellers kan hoppe rundt – men under fuld kontrol.
Er man heldig og har investeret i en eller flere lodder, kan man vinde i den store konkurrence på Markedsdagen. Der bliver nemlig trukket lod om gavekort på 10.000 kr., 2.000 kr. og 1.000 kr.
Et lod koster 10 kr. og man kan få 12 lodder for 100 kr. De bliver solgt rundt på markedspladsen af udvalgte sælgere, og kl. 14.00 trækkes vinderen på Nytorv. Udover de tre gavekort-gevinster er der mange mindre præmier, som er sponsoreret af forretninger i byen.
Omkring 6.000 gæster fandt sidste år vej Markedsdagen i Hornslet, og de kommer både fra byen, oplandet og langvej fra.
”Markedsdagen er en god måde at gøre opmærksom på Hornslet som en god handelsby med mange spændende forretninger og et bredt handelslivv med mange gode tilbud,” siger boghandler Bjarne Pedersen.