Sådan kan foreningerne score kassen
Kommunen arrangerer mandag et fyraftenskursus i PuljeGuiden og fundraising i Rønde
Det er en jungle at finde rundt i de mange puljer og fonde, hvor man kan søge om penge til finansiering af de gode idéer.
Derfor gør Syddjurs Kommune det nu lettere for alle kommunens foreninger og ildsjæle at finde frem til ”guldåren” gennem PuljeGuiden, som kommunen har købt adgang til for at lette foreningernes fundraising. Mandag 2. maj i Rønde Idrætscenter arrangerer kommunen et kursus i brug af værktøjet.
Kurset omfatter en kort introduktion til dets muligheder, og efter en sandwichpause følger en vejledning i at finde frem til de rette fonde og skrive den gode ansøgning med et relevant budget.
Oplægsholdere på kurset er Søren Mathiasen fra Schultz og Lotte Jensen fra Upfront Europe.
Forleden var der allerede 73 deltager, der havde meldt sig til mødet.
”Flot så mange har tilmeldt sig. Det viser, at interessen for fundraising er stor,” siger byrådsmedlem Ole Bjerregaard (V), Udvalget for plan, udvikling og kultur i Syddjurs Kommune, som byder velkommen mandag kl. 17.00.
På websitet http://puljeguiden.dk/ kan foreninger med gode idéer til udvikling søge rundt i mulighederne og finde de fonde og puljer, der er relevante for netop deres aktuelle projekt.
Rent praktisk har man som forening adgang ved at oprette en profil på PuljeGuiden med foreningens mailadresse.
Herefter sender foreningen en mail til syddjurs@syddjurs.dk att. Kulturafdelingen for at få login til PuljeGuiden. Husk i mailen at opgive den mailadresse, der er brugt i profilen på PuljeGuiden.
Stærkt værktøj
Foreningen vil kort tid efter modtage en mail fra firmaet Schultz, der står bag PuljeGuiden. Mailen indeholder loginoplysninger og en guide, der hjælper foreningen i gang med at finde de ønskede midler.
Formanden for Udvalget for plan, udvikling og kultur, Kirstine Bille (SF), håber, at rigtig mange foreninger vil møde op i Rønde Idrætscenter for at lære værktøjet at kende.
”Der ligger et stort uudnyttet potentiale for foreninger og grupper i at søge midler til alverdens projekter, der opstår på baggrund af den iderigdom, der findes blandt frivillige ildsjæle rundt omkring i kommunen. ”- det vil vi rigtig gerne støtte og hjælpe på vej,” siger Kirstine Bille.
Fyraftenskurset er for alle folkeoplysende- og frivillige sociale foreninger, selvorganiserede grupper, forsamlingshuse, Idrætscentre med mere.