35 elefanter på vej til Bloms Butikker
35 smukke og unikke kunstelefanter, dekoreret af nogle af Danmarks mest fremtrædende modedesignere, blandt andre Pilgrim og Coster Copenhagen, indtager mandag 9. maj frem til lørdag 4. juni Bloms Butikker i Skanderborg i udstillingen Elefashion. Det skriver Bloms Butikker i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Bag udstillingen står firmaet Elephant Parade, som blev grundlagt i 2006 af far og søn, Marc og Mike Spits efter de på en ferie til Thailand mødte kvinden Soriada Salwala, der er grundlægger af verdens første elefanthospital, som tager sig af sårede elefanter.
Her hørte de om babyelefanten Mosha, som trådte på en landmine og mistede sit ene forben ved ulykken. På elefanthospitalet sørgede man for, at Mosha overlevede og gav hende en kunstig benprotese. Derfor har nogle elefanter i paraden et særlig markering af det ene forben.
Inspireret af Moshas og andre elefanters skæbne skal udstillingen med de mange kunstelefanter skabe opmærksomhed og samtidigt indsamle penge til fordel for de truede elefanter.
Når kunstelefanterne har været Danmark rundt, sættes de unikke elefanter på auktion ved auktionshuset Lauritz.com. Pengene fra auktionen går ubeskåret til elefanthospitalet i Thailand og Elephant Parades overordnede arbejde for at hindre udryddelse af elefanterne.
bo