Fortsæt til indhold

A.P. Møller Fonden donerer 750 millioner kroner til udsatte

A.P. Møller Fonden løftede onsdag slørret for, at man vil donere 750 millioner kroner, som skal komme udsatte borgere til gode de kommende år

Samfund
Arkiv

750 millioner kroner skal over de næste fem år bruges på at komme social negativ arv til livs og hjælpe udsatte borgere i arbejde. Det er A.P. Møller-fonden der kommer med den flotte donation, skriver Altinget.dk.
Pengene øremærkes til tre nøje udvalgte indsatsområder, hvor det vurderes, at de kan gøre størst forskel – både for den enkelte borger og for samfundet som helhed:

- Den negative sociale arv skal knækkes.
- Udsatte borgere skal hjælpes i job eller uddannelse.
- Der skal skabes bedre fysiske rammer for psykisk syge, misbrugere, anbragte børn og andre udsatte mennesker.
”Danmark har et stærkt velfærdssystem, som løfter et stort ansvar. Men vi mærker også et behov for udvikling og langsigtede investeringer, hvor staten, civilsamfundet og erhvervslivet spiller endnu bedre sammen. Her kan fondens midler noget andet end de offentlige alene,” siger Henrik Tvarnø, der er direktør for Den A.P. Møllerske Støttefond, til Altinget.dk.
Generalsekretær i KFUM’s Sociale Arbejde Morten Skov Mogensen lægger vægt på, at donationen kan gøre en stor forskel for mange mennesker.
”Initiativet rammer lige ned, hvor der er brug for det. Donationen understøtter arbejdet med bæredygtige, menneskelige løsninger på sociale udfordringer. Det er netop i spændet mellem civilsamfund, den offentlige sektor og erhvervslivet, at vi kan skabe de løsninger. Derfor er det en yderst kærkommen donation, som adresserer væsentlige samfundsproblemer,” siger han til Altinget.dk.