Et år med masser af madmarkeder i Aarhus
Gastronomi er blevet et hit, og der er et jubelår i vente for de, som elsker streetfood, delikatesser og råvarer i rare omgivelser
Aarhus er ved at blive et sandt slaraffenland for de madglade.
Også for de, hvis pengepunge og ambitioner ikke helt rækker til en af byens Michelinrestauranter.
Der skyder nemlig det ene madmarked efter det andet op i Smilets By, og Lokalavisen prøver her at bringe dig et overblik over nogle af de forskellige mad- og råvaremarkeder.
De permanente
Aarhus Central Foodmarket
Sankt Knuds Torv
Et mad- og specialitetsmarked, som skal have til huse i Aarhus Hallen og på Sankt Knuds Torv, hvor begge dele bliver ombygget til formålet.
“Umiddelbart håber vi, at vi får både råvaresalg, specialiteter og madboder, men det kommer helt an på, hvad aarhusianerne og stadeholderne kan og vil,” fortalte Lene Nygaard fra Dansk Ejendoms Management, der står bag projektet.
Aarhus Central Foodmarket skulle efter planen åbne til sommer.
Øboderne
Pier 2 ved Navitas
Øboderne kommer til at skille sig lidt ud i forhold til de andre aktører.
“Vi er ikke et decideret madmarked, men byens nye markedsplads. Gastronomidelen er kun en del af vores marked, og vi favner meget bredere end det. Der kommer til at være et marked for design, unika-varer, kunst og lopper ved siden af gastronomien,” forklarer Christian Willesen, som er en af folkene bag.
Markedet åbner i weekenden 7.-8. maj, og vil køre hver weekend indtil efteråret - 'så længe vejret tillader det'.
Aarhus Street Food
Ved rutebilstationen
Hvis alt går vel, slår Aarhus Street Food dørene op til deres permanente madmarked i løbet af foråret.
Der skal dog lige falde en forhandling på plads, før beliggenheden i den gamle busgarage ved Rutebilstationen endeligt kan bekræftes.
“Vores idé er, at det enkelte køkken kan komme billigt i gang. Man deles om udgifterne, og ingen tjener på huslejen. Det gi'r skævheder, en følelse af undergrund og mad fra hele verden. Der bliver alle typer af mad og noget for alle pengepunge,” forklarer Thomas Bendtsen, som er en af folkene bag.
Madmarkedet kommer til at være åbent dagligt.
Smagsgiveriet
Marselis Boulevard 177
Smagsgiveriet er et råvaremarked, hvor små østjyske producenter sælger ud af deres varer af høj kvalitet.
Smagsgiveriet har åbent mandag til lørdag i Vin & Vins åbningstid fra klokken10-19 og til 15 om lørdagen.
Grønttorvet
Ingerslevs Boulevard
Det gamle grøntmarked på Frederiksbjerg lever stadig i bedste velgående, og her sælges frugt og grønt hver onsdag og lørdag fra 7-14.
Pop-up markederne
Udover de permanente markeder, byder 2016 også på et væld af enkeltstående markeder.
Her er et udpluk fra de største aktører.
Kødbyens Mad og Marked
Kulbroen ved Sydhavnen og ved andre enkeltstående begivenheder
16. -17. april: Åbningsfest ved Kulbroen
28. april - 1. maj: Festival Food Court i Ridehuset under SPOT Festival
16. maj: BørnefestiBal i Vennelystparken
21. maj: Forårsmarked ved Godsbanen
27. - 29. maj: Sommermarked ved Kulbroen
13. august: Sommer.Chillout.Aarhus ved Musikhuset
21. - 21. august: CYKLO Cykelfestival ved Musikhusparken
26. - 28. august: Aarhus Festuge ved Kulbroen
11. - 12. december: Julemarked ved Godsbanen
Spiselauget
Godsbanen
19.- 20. maj fra kl. 11.00 - 17.00: Spiselauget arrangerer et foodcourt med 4 madboder i forbindelse med Finders Keepers.
21. maj: Godsbanens Forårsmarked i samarbejde med Kødbyens Mad og Marked. Madmarked med 30 - 40 madboder fordelt i gårdhaven, den rå hal og institut for x.
24. -25. august fra kl. 11.00 - 17.00: Spiselauget arrangerer et foodcourt med madboder i forbindelse med Finders Keepers.
Under hele festugen arrangerer Spiselauget et madmarked med 20 - 40 madboder.