Fortsæt til indhold

Grenaa IF’s topscorer sænkede VIK med to mål

Sune Sørensen på ny på pletten i vigtig 3-0 sejr til Grenaa IF over Vejlby IK

Samfund
Af Martin Schultz

Efter en skuffende sæsonstart med kun en sejr i fire kampe var det et fokuseret Grenaa IF mandskab, som lørdag eftermiddag gik på banen mod Vejlby IK på udebane på Hvidkildevej i Risskov.
”Der var en naturlig spænding i truppen. Alle var klar over kampens betydning. Hvis vi skal spille med om noget i denne her sæson, så skulle der en sejr til over Vejlby IK,” siger Grenaa IF træner Brian Engelund.
Og Grenaa IF, som havde fået Stig Zacher og Kristian Alvarez Gertsen med fra FC Djursland truppen, leverede varen, da Vejlby IK blev slået sikkert med 3-0 efter 2-0 ved pausen.
”Det var en god koncentreret holdindsats. Vi ville fra start op og præge kampen, og det lykkedes os at lægge et pres på modstanderen” siger Brian Engelund efter sejren over VIK.

Stig Zacher skulle udfordre med sin hurtighed

Men en meget knoldet bane var noget af en udfordring for et Grenaahold med mange gode boldspillere.
”Vi havde bolden meget, men havde svært ved at spille bolden hurtigt rundt. Vi kom ud i mange berøringer, og det tager overraskelsesmomentet ud af spillet. Det endte ofte med lange bolde frem på VIK's banehalvdel, hvor de stod kompakt i deres forsvar,” siger Brian Engelund.
Men Grenaa IF kom foran med 1-0 i det 35. minut, da Tor Toftgaard Madsen i højre side lagde en dyb bold i rummet bag VIK's midterforsvarere. Hurtige Stig Zacher løb bolden op og fik den chippet ind over VIK's målmand.
”Stig Zacher skulle netop udfordre med sin hurtighed, og fik her en perfekt bold, da VIK's kompakte forsvar var blevet lokket lidt frem på banen,” siger Brian Engelund.
Grenaa IF skaffede sig et perfekt udgangspunkt at gå til pause på, da Tor Toftgaard Madsen sendte et indlæg ind i feltet, hvor Sune Sørensen tæmmede bolden, satte sin direkte modstander og trykkede af, så den gik i mål via en modstander.

Sune Sørensen blev kampens spiller

Kampen igennem levede Vejlby IK mest på omstillinger og satsede på dødbolde, hvor de store folk blev sendt frem.
Men Grenaa IF havde også overtaget i 2. halvleg, og kom på 3-0 i det 73. minut. Et indkast i højre side endte hos Sune Sørensen, som inde i feltet drejede rundt og resolut skød bolden i kassen.
Dermed var kampen lukket.
”Vi havde mange muligheder for at gøre noget i kontrafasen, men vi formåede ikke at levere den sidste aflevering. Opgaven blev udført og vi skaffede os det bedste udgangspunkt inden lokalopgøret mod KPI på hjemmebane søndag kl. 13.00,” siger Brian Engelund.
Sune Sørensen blev kampens spiller med to mål og en stabil indsats. Dermed er det blevet til i alt fem mål i sæsonens hidtidige fem kampe.
Også Rasmus Møller får ros får en god indsats på den centrale midtbane, og så var der debut til U19 spilleren Jonas Basse Jensen, som fandt godt sammen med Morten Winther i midterforsvaret.
”Men alt i alt en god koncentreret holdindsats,” siger Grenaa IF træner Brian Engelund.