2.000 aarhusianere løber for dem, som ikke kan
Løbere og kørestolsbrugere indtog søndag Mindeparken i Aarhus for at løbe for den gode sags tjeneste
Mindeparken dannede søndag rammen om det globale velgørenhedsløb Wings for Life World Run, som blev afholdt 34 steder verden over på samme tid. Formålet var at indsamle penge rygmarvsforskning.
Løbet blev skudt i gang på samme tid verden over, og for de godt 2000 løbere i Aarhus gik det ud på, at løbe så langt de kunne, inden de bliver indhentet af mållinje-bilen. Mållinje-bilen blev kørt af Jason Watt, som startede ud med 15 km i timen og langsomt accelererede i fart. Når Jason Watt havde passeret løberne, var de ude af løbet.
Den kun 23-årige Camilla Christensen blev kåret til den danske kvindelige vinder, da hun efter 38,2 kilometer blev indhentet af mållinje-bilen. Hos mændene var det 35-årige Mikkel Kleis, der løb længst, før han blev indhentet af mållinje-bilen efter 56,8 kilometer, oplyser Wings for Life World Run i en pressemeddelelse.