Håndfaste sønderjyder slukkede for Hornslet IF’s oprykningsdrøm
Hornslet IF’s divisionsdamer er efter nederlag på 24-18 til Team Haderslev KFUM ude af oprykningsspillet
Så gik den ikke længere for Hornslet IF's oprykningskandidater i damernes 3. Division i håndbold.
Selvom Hornslet IF kom til Haderslev med en et-måls føring og et håb om at kunne byde de fysisk stærke og mere rutinerede sønderjyder fra Team Haderslev KFUM modstand, så gik der ikke mere end et kvarter, før gæsternes drøm om yderligere avancement til de næste playoffkampe var lagt i ruiner.
”Vi startede fint og var efter et kvarter foran med fire mål. Men så mistede vi pusten og gik ned på fysikken mod et fysisk stærkt og rutineret hjemmehold,” siger Hornslet IF's cheftræner Max Christensen.
Hornslet IF var bagud med 13-10 ved pausen, og hjemmeholdet øgede gennem 2. halvleg sin føring til slutresultatet 24-18.
Her rakte hjemmesejren på et mål fra forrige søndag ikke langt, og Hornslet IF er dermed ude af kampen om oprykning fra 3. til 2. Division.
Mødte en fysisk stærk modstander
Team Haderslev KFUM havde fået tilført endnu en stærk og rutineret bagspiller, og Hornslet IF's kunne ikke matche hjemmeholdets fysik.
”Vi havde svært ved at lave mål og brændte alt for mange afslutninger på Haderslevs keeper,” siger Max Christensen, som ikke kunne stille i en optimal opstilling mod Team Haderslev KFUM.
Rutinerede Maria Møller var heller ikke til denne kamp kommet sig helt over sin sygdomsperiode og havde ikke sin vanlige styrke. Emilie Gammelvind Sørensen måtte spille med en optapet finger, som var brækket i det yderste led, og målmand Amalie Aagaard var helt ude af kampen efter at have brækket tommeltot'en i den afsluttende træning.
Veteranen Karin ”Goofy” Rasmussen stod i 40 minutter, mens Maria Pape, som har siddet udenfor med en skade i de seneste kampe, fik 20 minutter på banen uden at være helt klar.
”Vi spiller med de spillere vi har, men det var ikke nok på denne dag, og spillerne er også slidte og trætte efter en lang sæson,” siger Max Christensen, som kun så Maja Hentze Andersen spille op til sit vanlige niveau og lave fem rene mål.
Hornslet IF har nået sin målsætning
Med det klare nederlag til Team Haderslev KFUM sluttede oprykningsdrømmen for Hornslet IF.
”Pigerne er skuffede. Vi ville gerne have været videre. Men det her er et udviklingsforløb, og vi har lagt rigtig meget på i årets løb,” siger Max Christensen.
Hornslet IF's damer havde ikke som målsætning at kæmpe om oprykning, men sigtede mod en placering i Top 4. Så på den måde er målsætningen så rigeligt nået.
”Vi har haft en glimrende udvikling hen over hele sæsonen, og vi er nået meget længere end vi havde håbet,” siger Max Christensen.
Truppen har en enkelt gang let træning tilbage, før man holder 3-4 ugers pause. Derefter samles spillerne igen frem mod sommerferien.
Efter kun to sæsoner i 3. Division er Hornslet IF's damer nået langt, når man reelt kæmper med om oprykning.
”Nu har vi smagt på det, så nu vil vi også gerne forbedre os,” siger Max Christensen om arbejdet frem mod den kommende sæson.