Fortsæt til indhold

Historien om Sechers Rutebiler fra Rostved

Journalisten Mikael Hansen fortæller i ny bog om, hvad en busrute på Djursland kan blive til

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

“Det er en fortælling om forvandlingen af Danmark fra 1930 til 2015 set fra busbranchens synsvinkel med landsbyen Rostved som fysisk og mentalt udgangspunkt,” skriver forfatteren og journalisten Mikael Hansen, IMAGITA Kommunikation, i forordet til den nys udkomne bog: 'Grænseløs buskørsel. Sechers Rutebiler 1932-2015'.

Et fyldigt og dokumentarisk testamente, der bygger på flere års forarbejde begået af en arbejdsgruppe med rod i Sechers Rutebiler og med Erling Secher selv ved bordenden.

“Gruppen systematiserede informationerne om busser, chauffører, mekanikere og kontorpersonale i 'Sechers Rutebiler' på grundlag af et temmelig rodet arkivmateriale,” skriver Erling Secher i bogens indledning.

Herefter blev Mikael Hansen hentet til for at sætte det vældige arkivmateriale sammen til en historie i bogform.

Starter i 1932

Historien begynder i 1932, da buschaufføren Søren Secher Sørensen skaffede sig et levebrød ved at åbne busruten Korup-Thorsager-Aarhus.

35 år senere overtog sønnen Erling Secher forretningen, og så blev en busrute til mange flere, og forretningen udvidet med turistkørsel, postbefordring og olietransport.

Det østeuropæiske eventyr

I det historiske år 1989 kiggede Erling Secher mod øst, da han tog initiativ til en privat busrute mellem Warszawa og Moskva i selskabet SOVPOLDA.

Busruten åbnede 9. november samme år - den dag MUREN faldt. Åbningen af grænserne mod øst medførte en tsunami, som også rev den nye busrute med i faldet.

Solgte i 1995

Erling Secher solgte i 1995 sit livsværk til den svenske buskoncern Swebuss og fik siden en karriere i danske og internationale busselskaber - men altid med Rostved og Djursland som omdrejningspunkt.

En guldgrube af fotos

Billedsiden i bogen er imponerende, og det samme er et væld af statistisk materiale - for eksempel fyldige lister over samtlige medarbejdere og vogne i perioden 1932-1995 - som er med til at komplettere historien.
Hovedparten af materialet er hentet i Erling Sechers eget arkiv.