Ændret køreplan hele næste uge
Under Kristi Himmelfartsferiens omfattende sporarbejde på Fyn er Banedanmark stødt på et par uforudsete udfordringer, der gør, at sporet på Fyn ikke som planlagt er blevet åbnet søndag morgen klokken 10, og seneste melding lyder på, at togtrafikken heller ikke bliver normaliseret mandag. Det skriver bt.dk.
”Ved Marslev var der mere blød bund, end vores undersøgelser havde vist, og det kræver derfor ekstra arbejde for at få sporet på plads. Inde i Odense stødte vi et godt stykke nede i jorden på fundamentet til en længst nedlagt gangtunnel, da vi var i gang med den planlagte udskiftning af sporskifter,” siger Steen Neuchs Vedel, anlægsdirektør i Banedanmark.
Der bliver arbejdet for fuld kraft for at få afsluttet arbejderne så hurtigt som muligt, men ifølge DSB kan pendlere godt indstille sig på, at der kun vil køre et tog i timen i hver retning mellem Nyborg og Odense hele den kommende uge. Det er en fjerdedel af hvad der normalt køres med.
"Det ærgrer os på kundernes vegne, at Banedanmarks sporarbejde ikke er afsluttet som planlagt. Vi opfordrer kunderne til at tjekke deres rejse på Rejseplanen, hvor de kan se, hvad reduktionerne i køreplanen betyder for dem," siger chef for DSB Stationsservice, Jørgen D. Rasmussen, til bt.dk.