Fortsæt til indhold

Djurslands Bank henter ny underdirektør uden for huset

48-årige Jesper Vernegaard starter som andenstyrmand i Djurslands Bank ved månedsskiftet

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Djurslands Bank har pr. 1. maj 2016 ansat Jesper Vernegaard som underdirektør.

Han er 48 år og kommer fra en stilling som salgschef i PFA, Danmarks største pensionsselskab, med ansvar for salg, produktudvikling og relationer i forhold til pengeinstitutsektoren.

Forud for ansættelsen i PFA var han gennem 3 år underdirektør i Bankpension, efter han som direktionsassistent i Letpension, var med i etableringen af det fælles pensionsselskab for en række lokale og regionale pengeinstitutter.

Han har derudover en flerårig baggrund som koncept- og kommunikationsdirektør i Vestjysk Bank og marketingchef i Ringkøbing Bank, ligesom han i en årrække har været til-knyttet Finanssektorens Uddannelsescenter i Skanderborg som chefkonsulent og underviser indenfor salg, ledelse og forretningsudvikling.

Foruden hans traditionelle bankuddannelse fra Salling Bank er Jesper Vernegaard HD i organisation.

Hovedopgaverne

Jesper Vernegaard har stor erfaring indenfor ledelse og forretningsudvikling.
I Djurslands Bank får Jesper Vernegaard ansvar for forretningsudvikling, finansområdet, HR samt bankens aktiviteter og salg.

Som underdirektør vil Jesper Vernegaard tillige være stedfortræder for bankdirektør Lars Møller Kristensen, der i forbindelse med bankdirektør Ole Baks pensionering overtager funktionen som bankens administrerende direktør.

Privat er Jesper Vernegaard gift med Mette og sammen har de datteren Katrine samt tvillingerne Mads og Kasper.