Fortsæt til indhold

To nye afdelingsledere ansat på bibliotekerne

Samfund
Erling Baastrup

Favrskov Kommune har ansat Ulla Knudgaard Fisker som afdelingsleder på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus, der afløser Tine Rydahl, og Lars Lerche som afdelingsleder i Kultur- og Sundhedscenter InSide i Hammel. Han afløser Erling Midtgaard Hanssen. I alt var der 56 ansøgere til stillingerne. Det fortæller Favrskov kommune på sin hjemmeside.
De to nye afdelingsledere har erfaring fra høj- og daghøjskoleverdenen. Ingen af dem er uddannet i biblioteksverdenen.

Fra skoleverdenen

59-årige Ulla Knudgaard Fisker er læreruddannet og har efterfølgende taget en diplomuddannelse i ledelse. Hun kommer til Favrskov Kommune fra en stilling som forstander på Rude Strand Seniorhøjskole. Før det har hun blandt andet været forstander på Egå Ungdomshøjskole og Den frie Fagskole Sansestormerene i Risskov. Hun bor med sin mand i Odder.

Fra Hinnerup

52-årige Lars Lerche er uddannet idrætsunderviser fra Odense Universitet (nuværende Syddansk Universitet) og har blandt andet en videreuddannelse i Human Resources. Han kommer til jobbet i InSide fra en forstanderstilling på Idrætsdaghøjskolen IDA i Aarhus. Han har også erfaring fra lektorjobbet på Peter Sabroe Seminariet og som underviser på idrætsuddannelsen på Aarhus Universitet. Lars Lerche bor med sin familie i Hinnerup.

Starter om en måned

Begge afdelingsledere tiltræder 1. juni 2016, og Ulla Egeberg, kultur- og fritidschef i Favrskov Kommune, glæder sig til samarbejdet med dem.
”Med de to ansættelser får vi to erfarne ledere, der kan være med til at sætte retning på den fortsatte udvikling af biblioteker og kulturhuse. Begge har en baggrund inden for det folkeoplysende område. Det bliver rigtig interessant at se, hvordan vi kan omsætte dette i nye og spændende tilbud til borgerne, siger Ulla Egeberg.