Fortsæt til indhold

"Jeg vender tilbage og dræber dig"

Samfund
Jeppe Rafn

En 21-årig mand fra Horsens tog det meget ilde op, da han natten til søndag klokken 02.09 blev afvist i døren på natklubben Hekkenfeldt i Horsens.
Efter afvisningen råbte han på arabisk: "Jeg vender tilbage i næste weekend og dræber dig."
Truslen blev anmeldt til politiet, der nogle minutter senere kom frem og anholdt den 21-årige horsensianer, der ved anholdelsen havde en springkniv i hånden.
Det fremgår ikke af politiets døgnrapport, om det var lige ved natklubben, politiet fandt den unge mand med en kniv i hånden. Han blev anholdt klokken 02.15.
Han er blevet sigtet for trusler på livet samt overtrædelse af Våbenloven og Restaurationsloven.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti.