Skal medicinsk cannabis være lovlig for patienter med kroniske smerter?
En ny spørgeundersøgelse, som Scleroseforeningen i foråret har foretaget blandt 438 patienter, viser, at mange patienter med kroniske smerter ikke har gavn af traditionel medicinsk behandling. Og ifølge Scleroseforeningen ville mange af dem have gavn af medicinsk cannabis, skriver information.dk.
Ikke færre end 92 procent af samtlige adspurgte patienter mener, at cannabis bør lovliggøres til medicinsk brug, mens 63 procent af dem med smerter og/eller spasmer oplyser, at de selv har overvejet at bruge cannabis som lindring.
Men ledende skleroseoverlæger mener bl.a., at cannabis indebærer en betydelig risiko for bivirkninger og komplikationer.
"Det er ærgerligt, at man ikke lytter noget mere til patienterne. Det er vigtigt at holde sig for øje, at der er tale om patienter med en uhelbredelig alvorlig sygdom, hvor den medicin, der er til stede, ikke virker," siger Klaus Høm, direktør for Scleroseforeningen.
Scleroseforeningens holdning til cannabis til medicinske formål bygger på, at patienter, som i forvejen er svært belastede af deres sygdom, ikke skal 'kriminaliseres og stigmatiseres, fordi de opsøger cannabis som en sidste udvej til lindring af invaliderende symptomer', skriver Information.dk.