En syrisk flygtning fortæller
Abdullah Radwan, syrisk flygtning, fortæller sin historie på Kulturhotellet i Rønde onsdag aften
Abdullah Radwan er syrisk flygtning og er flygtet sammen med sin bror og hans datter. Han er kommet til Danmark for 4 måneder siden med en baggrund som samfundsfagslærer i Syrien. I øjeblikket bor han i Flygtningecenter Grenaa.
Onsdag 20. april fortæller han sin historie på Kulturhotellet i Rønde. Hvor kommer han fra? Hvorfor flygtede han? Hvordan kom han til Danmark? Hvad forventer han sig af fremtiden?
Betydning for landsbyer
Ved samme møde fortæller formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Husted Damsgaard, om erfaringerne med nye beboere i landdistrikterne.
Steffen Husted Damsgaard besvarer spørgsmålet, om flygtninge er en positiv ressource for landdistrikterne
EU's rolle
EU nævnes ofte i den verserende debat, som den nødvendige nøgle til løsning af flygtningesituationen, og de udfordringer, som den store folkevandring medfører for medlemslandene. Men har EU løsningen eller bare en del af løsningen?
Det giver tidligere medarbejder i EU's grønne Gruppe, Christine Sidenius (SF), sit personlige bud på.
Led i debatkaravane
Onsdagens møde på Kulturhotellet starter klokken 17 og slutter klokken 20.
"Efter oplæggene og de opklarende spørgsmål laver vi nogle workshops for at drøfte, hvad vi lokalt og enkeltvis kan gøre for at lette integrationen af de nye borgere," fortæller Eigil Holm Nielsen, SFOF Djursland.
Arrangementet er et led i en debatkaravane arrangeret af SFOF fra København til Vesthimmerland, hvor fem lokalafdelinger af SFOF deltager og med økonomisk støtte fra EU Nævnet.
Der gratis adgang for alle. Der bliver serveret et let måltid under mødet.