Venstrefløjen demonstrerer mod Lars Løkke-regeringen i Grenaa og Rønde
Torsdag er S, SF og Ø med i fælles flok, når der både i Norddjurs og Syddjurs demonstreres mod det såkaldte omprioriteringsbidrag, som V-regeringen har indskrevet i regeringsgrundlaget
?"Ja til tryghed og velfærd. Nej til millionbesparelser. Nej til omprioriteringsbidraget," er de tre paroler, når der torsdag 12. maj i samtlige landets 98 kommuner demonstreres mod omprioriteringsbidraget og for en bedre kommunal økonomi.
Initiativet er taget af Velfærdsalliancen.dk, som primært består af forskellige fagforeninger.
På Djursland optræder Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten i fælles flok ved demonstrationer i både Grenaa og Rønde med LO Djursland som bagmand og arrangør begge steder.
Spidserne træder op
Både i Grenaa og Rønde er det stort set de lokale spidser hos de tre venstrefløjspartier, der bestiger talerstolen.
I Norddjurs er der kick off klokken 17 foran Rådhuset i Grenaa, hvor talerne er: Bent Johansen,HK, Karen Ø. Sørensen, FOA, Leif Kolding, 3F, Jan Petersen (A), Mads Nikolajsen (SF) og Ulf Harbo (Ø).
I Syddjurs er der ligeledes kick off klokken 17 i Rønde på pladsen mellem rutebilstationen og Kulturhotellet, hvor talerne er: Anders Peter Rasmussen (A), Kirstine Bille (SF), Jesper Yde Knudsen (Ø) og Jesper Thorup (HK).
Velfærd og lokaledemokrati
"Baggrunden for demonstrationerne er, at den offentlige velfærd sikrer os tryghed i forbindelse med sundhed, daginstitutioner, uddannelse, ældreomsorg og meget andet. Det skal ikke forringes, men forbedres," skriver Torben Jakobsen, formand for LO Djursland i en pressemeddelelse.
"Derfor siger vi nej til regeringens omprioriteringsbidrag, der vil betyde 7,5 milliarder kroner mindre til kommunerne frem til 2019. Det nære demokrati begrænses også med bidraget, som det altid sker, når regeringspuljer erstatter regeringens bloktilskud. Borgerne mister indflydelse, og kommunalpolitikerne risikerer at skulle tage tæskene for regerings politik," kan man læse i pressemeddelelsen.
Kommunerne udgør cirka halvdelen af den samlede offentlige økonomi.