Fortsæt til indhold

Venstres totale knæfald i Syddjurs

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

?"Med mindst mulig margin lykkedes det at samle et politisk flertal for, at Syddjurs Kommune bliver vært for Børneteaterfestival 2018.

I en uge lang i april 2018 vil der blive spillet teater som aldrig set før i Syddjurs.

Det er velkendt, at Norddjurs og Syddjurs egentlig skulle have været fælles om Børneteaterfestival 2018.

Norddjurs sprang imidlertid fra aftalen i efteråret 2015, og dermed også sin økonomiske andel af projektet.

Siden da har Syddjurs Kommunes embedsmænd forsøgt at finde nye partnere uden held, og dog. Favrskov Kommune har sagt ja til at købe for 150.000-200.000 kroner teater, og Aarhus Kommune ser også ud til at bide på, ligesom Syddjurs Kommunes eget Egnsteater har budt ind på at hjælpe til økonomisk.

Det kunne imidlertid ikke overbevise Venstre, to socialdemokrater, to medlemmer af Liberal Alliance og Borgerlistens enlige medlem om, at Børneteaterfestival 2018 var værd at investere yderligere en god halv million i for at få regnestykket til at gå op.

Beskæmmende, og endnu mere beskæmmende at lytte til debatten, der sædvanen tro ikke handlede om kunst og kultur og vigtigheden af, at vi ikke kan leve uden, hvis vil bestå som nation og som lokalområde.

Venstre har ellers i Bertel Haarder en kulturminister, der er rundet af Højskolen og som aldrig forspilder en lejlighed til at betone vigtigheden af kunst og kultur. Man mærker altid, at manden brænder for sit ressort og kan indgå i kvalificerede debatter, når temaet er på dagsordenen.

De, der overværede sidste uges byrådsdebat, må have troet, at samtlige i Venstres byrådsgruppe er på vej ud af det gamle højskoleparti med de stolte traditioner.

Venstre afslørede et sjældent set knæfald for de flade panders parade.

Det samme gælder de øvrige, der stemte imod. Samtlige lider af den syge opfattelse, at kunst og kultur skal gå hånd i hånd med indtægtsdækket virksomhed, og det er naturligvis tudetosset.

Respekt for Per Dalgaard (DF) og Jørgen Brøgger (C), der reelt som de eneste vovede at se Børnekulturfestivalen i den kontekst, som den skal ses i og fortjener - som en årlig begivenhed af høj kunstnerisk kvalitet til glæde for mange børn og voksne.

Christian Haubuf (S) stemte også overraskende imod - det kræver en forklaring. Den gav han ikke på byrådsmødet. Spyt ud ..."