Fortsæt til indhold

Tricktyve på spil i Østbirk

Samfund
Lotte Gyldenvang

I løbet af pinsen har politiet modtaget to anmeldelser om romaer, der prøver at stjæle eller sælge platguld eller lignende værdiløse ting og sager i Horsens.
Nu kan noget tyde på, at de samme romaer er taget til Østbirk, oplyser Horsens Lokalpoliti.
Tirsdag klokken 17.44 hoppede en kvinde ud af en sølvgrå bil på Storegade i Østbirk og standsede en 85-årig mand fra Østbirk. Han kom kørende ad Storegade på sin el-scooter. I den sølvgrå bil sad to mænd og ventede på kvinden. Kvinden ville sælge en guldring til den 85-årige, men det lykkedes ham at afvise hende, så hun glemte at få den såkaldte guldring med sig igen.
Den udenlandske kvinde beskrives som sydeuropæisk med brun hud, cirka 45 år, 165-170 centimeter høj, kraftig af bygning og langt sort hår i en hestehale. Hun talte gebrokkent engelsk og var iført mørkt tøj.

Politiet betragter episoderne som et forsøg på tricktyveri.
“Man skal være meget opmærksom på de her typer, der virker venlige. Pludselig har du mistet dine smykker, ur og telefon. De er meget behændige,” advarer politikommissær Morten Marnow, Horsens Lokalpoliti.