Kristian bryder tabu og fortæller sin historie

Kristian: "Jeg var enormt ensom. Det startede nok i gymnasietiden, da jeg var færdig med efterskole. Men det er også, fordi jeg har været enormt dårlig til at holde kontakten. Tage initiativ til det. Jeg er usikker på mig selv ”Hvad synes de nu om mig? Sidder jeg forkert på en bestemt måde?”.
Da jeg startede i gymnasiet, fungerede det sociale fint. Men den ligger bare i mig, den usikkerhed, et eller andet sted, hvis man ikke ved, hvordan man skal tackle den. Men det er mere komplekst end det. Det kan tage lang tid at komme igennem.
Jeg ved ikke, om jeg har social fobi. For hvornår er man for stille? Diagnoser bliver stillet sådan lidt frit. Symptomerne, som jeg giver udtryk for, betyder, at så må man gerne kalde det dét. Faktum er, at jeg er usikker, som så mange andre også er. Men jeg ved ikke, om det er social fobi. Nogle siger, at jo ældre, man bliver, jo mere vokser man fra sin usikkerhed."

Alle kigger på én

"Jeg mistede min lillebror til kræft, jeg tror, jeg var 14-15 år. Mine forældre blev skilt i samme periode. Det var en voldsom oplevelse. Der er aldrig blevet talt om de ting. Det er aldrig noget, vi har taget hul på. De har skændtes samtidig med, at han lå syg, og mens han var død. Og så var der også noget med, hvor han skulle begraves. De er nogenlunde på talefod i dag. Men de taler kun sammen, hvis det er nødvendigt.
Nu har jeg prøvet for alvor at skille mig af med denne følelse. Jeg ved jo godt, at der ikke er nogen grund til at være usikker. Der er jo intet forkert i det. Den her følelse af, at alle går og kigger på én, det er jo noget værre sludder. Det er noget, jeg skal øve mig i. Hvis den usikkerhed springer frem, så skal jeg være klar over det og sparke følelsen væk igen.
I dag føler jeg ikke, at jeg er kommet så meget videre i forhold til ensomhed. Jeg har gjort nogle ting, taget nogle initiativer, som jeg ved fungerer. De mennesker fra gymnasiet, som jeg har haft det godt med, men aldrig selv har åbnet op over for og gjort noget for at se dem løbende, det er røget fuldstændig af sporet. Det kan jeg ikke finde ud af, hvordan jeg skal komme tilbage til. Eller om jeg bare skal vente, til jeg starter et nyt sted. Det er egentlig det, jeg gør. Venter på at komme ind på ny uddannelse, starte på en frisk."

Intakte drømme

"Det er kun siden sommer, at jeg har gjort noget ved min ensomhed ved at komme i et ungenetværk. Første gang var selvfølgelig akavet. Sådan er det, når man ikke kender hinanden. På én måde var det ubehageligt, men samtidig var det også rart at skulle i gang med det, at se nogle unge igen. Jeg tror, at der stadig er et stykke vej endnu. Så jeg prøver at tage det én dag ad gangen. Blandt andet det der med at slappe af, lade være med at tænke over de ting, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.
Jeg har altid haft et tæt forhold til den medicinske verden efter min brors død. Det blev interessant for mig. Det, jeg drømmer mest om, er at blive læge, sygeplejerske eller radiograf. Det er vigtigt, at man har en masse drømme i livet, som man stræber efter. Man må jo helst ikke være kørt død i det. Det skulle man helst ikke i min alder. Uddannelsestiden betyder ikke det store, og man skal selvfølgelig også opfylde adgangskravene. Det gør jeg ikke som læge lige nu, men der er altid en vej ind."