Fortsæt til indhold

Søften GF uddelte æg til Aastrup/Hammelev

Et skarpt og velspillende Søften mandskab besejrede tirsdag aften et lidt motivationsforladt Aastrup/Hammelev hold med hele 6-0

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

"De var gode og havde tre klassespillere i front, mens vi kun leverede varen i den sidste halve time af første halvleg. Resten af tiden var vi der slet ikke," siger Kim Busse, cheftræner i Aastrup/Hammelev om tirsdagens præstation mod Søften GF.
Et nederlag på 6-0 (2-0) gjorde ondt på både trænere og spillere, og klokken blev da også 02.30, før cheftræneren fik lukket et øje.
"Eneste trøst er måske, at det sagtens kunne være endt med at blive pinligt. Et resultat som 10-2 til Søften kunne ingen have protesteret imod," siger Kim Busse.
Han kunne ellers mønstre et slagkraftigt mandskab med trænersønnen Andreas Busse hjemme igen fra USA og skadesplagede Frederik Husum tilbage.
Sidstnævnte måtte dog atter forlade en kamp før tid med en skade. En fibersprængning i baglåret blot to minutter før tid gør, at han er ukampdygtig i lørdagens hjemmekamp mod Kristrup.
Kim Busse valgte helt at spare tilbagevendte Nicolai Johansen, der startede på bænken og var udset til at skulle spille 45 minutter, men kampens udvikling gjorde, at cheftræneren foretrak, at lade Johansen gå all-in lørdag mod Kristrup.

En meget kompetent modstander

Søften GF er kommet tilbage på sporet efter en lidt miserabel start på turneringen. Gårsdagens 6-0 sejr bragte hjemmeholdet op på andenpladsen i rækken.
"Vi var bagud 2-0, før vi havde set os om, men spillede så en flot halv time, hvor vi også havde chancer til både et og to mål," siger Kim Busse.
"Jeg må dog rose Søften for en flot kamp både offensivt og defensivt. De spillede flot fodbold, som man må tage hatten af for."
Kim Busse var især benovet over Søftens afleveringsspil med få berøringer og mange sideskift.
"Man har altid sagt, at Søften var stærke offensivt og svage defensivt. I aftes var de begge dele, og det var helt tydeligt, at de har arbejdet med forsvaret på træningsbanen," roser Kim Busse.
Meget sigende for kampens forløb blev Aastrup/Hammelevs målmand Marcus Bak valgt til man-of-the-match.

Nødvendigt med sejr over Kristrup

Lørdag møder Aastrup/Hammelev på Åstrup Stadion fysisk stærke Kristrup, der har lange bolde, masser af fysisk og benhård satsning på standardsituationer som varemærker.
"Ikke vores livret, men vi tager kampen op og vil forsøge at spille med dem," lover Kim Busse, der erkender, at de resterende hjemmekamp gerne skal resultere i sejre, hvis ambitionen om at slutte over nedrykningsstregen, når sidste kamp er fløjtet af, skal være realistisk.
"Jeg er lidt udfordret holdmæssigt med Husums skade og et par andre afbud, men til gengæld får jeg Lauritz Taul Madsen tilbage," fortæller cheftræneren, der også håber at kunne lokke assistenttræner Jakob Steensgaard, nybagt far til pige nummer to, til at trække i spilletøjet igen.
"Steensgaard giver en fantastisk ro på banen, fordi han er god til at dirigere, og så bruger han mundtøjet flittigt," siger Kim Busse.
Der er kickoff klokken 15 på Åstrup Stadion.