Fortsæt til indhold

Aarhus-grafiker vinder Design Week Koldings logokonkurrence.

Samfund
Arkiv

Foran et felt på 1.200 logoforslag var det Cecilie Primdahl fra Aarhus, som løb med sejren i Design Week Koldings logokonkurrence.
Den 27-årige vinder har taget sin uddannelse som grafisk designer med speciale i Visual Fashion Communication på Teko i Aarhus.
Cecilie Primdahl har skabt et letgenkendeligt logo.
"Design er mange ting, men jeg har forsøgt at skabe et udtryk, som viser, at Kolding kan rumme de forskellige udtryk inden for design. Mit logo tager udgangspunkt i det abstrakte, men vender man det 90 grader, kan man nemt afkode et D, W og K. Det gør logoet intelligent og elastisk, fordi det nemt kan tilpasses nye sammenhænge, men stadig være genkendeligt," siger Cecilie Primdahl i en pressemeddelelse.
Ud over æren af at se sit logo blive brugt til Design Week Kolding vinder Cecilie Primdahl også 20.000 kroner.
"Jeg har ikke nået at tænke over, hvad de skal bruges på. Men jeg overvejer at begynde for mig selv, så min kæreste foreslog, at jeg køber en stor skærm til de fremtidige opgaver," siger Cecilie Primdahl.
/CSJ