Driftige Sandra har købt Ryomgård Hotel
Sandra Simkeviciuté, født og opvokset i Litauen, overtager Ryomgård Hotel pr. 1. august 2016
?Efter næsten 13 år som ejere af Ryomgård Hotel har Joan og Benn Schmidt, begge årgang 1958, følt at tiden var inde til at sælge, hvis den rigtige køber meldte sig.
Efter flere snakke med andre potentielle købere er det nu en kendsgerning, at 34-årige Sandra Simkeviciuté overtager Ryomgård Hotel 1. august 2016.
“Handlen er gået i orden, og vi er meget tilfredse,” siger Benn Schmidt, der ved siden af jobbet som hotelindehaver, sideløbende har passet et fuldtidsjob ved Tradium i Pederstrup.
Hans bedre halvdel har haft job på halvtid, mens hun også har fungeret som chefkok på hotellet.
“Vi kan godt mærke, at det er hårdt at have en arbejdsuge på 74 timer i takt med, at vi er blevet ældre,” siger Joan Schmidt, der erkender, at det er med et stænk af vemod, at de snart skal sige stop.
Det samme synes parrets to yngste, Emilia og Victoria, der begge er i gang med en ungdomsuddannelse, men fra de var helt små har været flittige til at bistå forældrene ved større arrangementer.
Familien har været i gang med at kigge på hus, for den nuværende bopæl på hotellets første sal kan de af indlysende årsager ikke fortsætte med at bebo, når den ny ejer overtager til august.
Driftig kvinde
Den nye indehaver, Sandra Simkeviciuté, er en driftig forretningskvinde.
Hun er født og opvokset i Litauen, men flyttede som ung til Tyskland. Her uddannede hun sig til jurist på universitetet i Münster.
Hendes familie har været beskæftiget i restaurationsbranchen i Litauen, og Sandra Simkeviciuté havde også en drøm om at blive selvstændig i samme branche i Tyskland, men det blev forpurret, da hun mødte sin danske mand.
Parret er nu gift og bor sammen ved Hvilsager, hvor ægtefællen driver et landbrug.
I de ti år, hvor Sandra Simkeviciuté har boet i Danmark, har hun ikke ligget på den lade side.
Hun driver i dag eget rengøringsfirma, 'Bedre Rengøring', ligesom hun har ansvaret for driften af forsamlingshusene i både Hvilsager og Rodskov.
“Jeg har altid drømt om at kunne købe et hotel, og da muligheden bød sig i Ryomgård, slog jeg til,” siger Sandra Simkeviciuté, der er mor til tre børn.
Den yngste er 16 måneder.
13 gode år
“Vi tror på, at Sandra er den helt rigtige til at drive Ryomgård Hotel videre,” siger Benn Schmidt.
Han og konen har været fuldt ud tilfredse med deres snart 13 år som hotelindehavere.
“Vi kastede os bare ud i det uden den mindste erfaring, men det har været sjovt det meste af tiden, selv om der selvfølgelig også har været døde perioder,” siger Benn Schmidt.
Ryomgård som centrum
Sandra Simkeviciuté vil føre stedet videre i den ånd, som Joan og Benn Schmidt har formået at skabe og som byen og oplandet har bakket op om.
“Jeg håber på samme opbakning fra byens borgere og vil gøre alt for at levere den bedste service,” siger hun.
Hun forventer, at hendes mor overtager tjansen som chefkok, og at køkkenet på Ryomgård Hotel bliver omdrejningspunktet i forhold til hendes øvrige aktiviteter.