”Hvorfor cykler du frem og tilbage så mange gange?”

Der ligger en sagsmappe om Keld Overgaard Jensen på lægens bord, og øverst i den ligger resultatet af en såkaldt DaT-SPEC skanning foretaget måneden forinden. Hvad han endnu ikke ved er, at der i et journalnotat står, at scanningen per 30.01.14 har vist tegn på ”præsynaptisk dopaminergt neurotab foreneligt med Parkinsonsyge.”

Det bliver denne eftermiddag formidlet med ordene: ”Det er konstateret, at du har Parkinson”. Han er fattet, den 65-årige tidligere kommunaldirektør fra Grenaa, da han får den besked og tænker, at det her skal han nok også klare, mens han kigger på resultatet af den scanning, hvor de har undersøgt blodets gennemstrømning i hjernen ved at sprøjte et radioaktivt stof ind i en vene i armen. Scanningen viser, forklarer læge Mette Møller fra neurologisk overafdeling på Aarhus Universitets Hospital, at der er tydelige tegn på tab af hjerneceller, der producerer dopamin.

Et vigtigt signalstof i hjernen, der har stor betydning for både fysiske og psykiske funktioner som indlæring, styring af bevægelser, stemningsleje, tankevirksomhed og hukommelse. Han har været forberedt på at få dén besked, så han har inden mødet læst på nettet om Parkinson og forberedt en del spørgsmål. Han er en aktiv mand og vil gerne vide, om han mon kan blive ved med at være det. Han fortæller om alle de projekter, han stadig er engageret i, selv om han er gået på pension for år tilbage: Der er bestyrelsesarbejdet for Kattegat Centret, der er morgenmøderne hos F.C. Djursland, og så er der også den daglige løbetur på 6 km. Han stiller sine spørgsmål et efter et og får svar, og bag ham, hvor hans kone, Lisbeth Jensen, sidder, bliver der lyttet og med tungt hjerte konstateret, at det er utroligt, hvor meget hendes mand skal døje med.

For ud over at få konstateret Parkinson har han for år tilbage også fået konstateret en godartet svulst på hypofysen, der sidder ganske få mm fra synsnerven og betyder, at hans hypofyse er ophørt med at producere hormoner. Han producerer ikke: testosteron, stofskiftehormon, binyrebarkhormon, væksthormon, optager ikke B12 vitamin og jern.

Så han går i forvejen til kontrol hvert halve år på en anden afdeling og får tilført alle hormonerne medicinsk, og han kan i værste fald, hvis svulsten kommer for tæt på synsnerven, risikere at blive blind.

Ny diagnose

Til trods for det og til trods for den nye diagnose noteres der efterfølgende om patienten: ”(…) er alt i alt velbefindende og særdeles fysisk aktiv uden funktionsindskrænkninger i hverdagen (…)”.
Ved et tidligere kontrolbesøg i forbindelse med svulsten på hypofysen havde Keld Overgaard Jensen blot nævnt, at han undrede sig over, at han var begyndt at dirre i højre side. Tremor er den kliniske betegnelse for den dirren, han har undret sig over. Ét af tre hovedsymptomer, når diagnosen Parkinson stilles.
De to andre er hypokinesi eller på mere mundret dansk - langsomme træge bevægelser og endelig rigiditet også kendt som muskelstivhed. Til at starte med vil de tre symptomer ikke være til stede samtidig. Parkinsons sygdom består af en række symptomer, der lige så stille sniger sig ind hos den, der rammes.
Fælles for dem, der bliver ramt, er, at de mister flere og flere af de nerveceller i hjernen, som indeholder signalstoffet dopamin. Selv om der er stor forskel på sygdomsforløb, og de symptomer hver patient udvikler, er der over tid flere funktioner, der påvirkes. Der opstår først og fremmest motoriske symptomer, hvor problemer med bevægelsesevnen er mest udbredt.
Men selv om sygdommen ofte forbindes med bevægelsesproblemer er der også blandt læger og patientforeningen opmærksomhed på symptomer, der ikke er relateret direkte til bevægelse. Blandt de non-motoriske symptomer er søvnforstyrrelser, kognitive symptomer, depression og mave- og tarmsymptomer.
Gennemsnitsalderen, når diagnosen stilles, er 61 år. Mænd er en lille smule overrepræsenteret, men ellers kan lægevidenskaben endnu ikke med sikkerhed sige, hvad årsagen til, at nervecellerne i hjernestammen dør hos nogle mennesker, og de pludselig udvikler denne, en af de mest almindelige neurologiske sygdomme, i verden.

Har selv mistanke

Men Keld Overgaard Jensen har selv en mistanke. Han er stolt, sådan rigtig stolt og glad for at arbejde hos frugtavler Gunner Uhrenholdt og tjene sine egne lommepenge.

I starten udfører han mange forskellige opgaver: hakker ukrudt, slår græs og sorterer æbler. Et par år senere får han lov at styre vognene – også sprøjtemaskinen. At styre sådan en maskine som 15-årig er et ansvar, der føles stort og rart - også i en lille spinkel drengekrop.

Han sidder der i shorts og T-shirt, en glad mørkhåret dreng, med sine hænder fæstnet om rattet. Han kan lide lyden af motoren, der i andres ører nok larmer, når den kører op og ned mellem frugttræerne i plantagen i Essendrup en af de mange lørdage og somre, han tjener sine egne penge.

Han blander også sprøjtemidlerne til sprøjtemaskinen og kører de mange km op og ned langs æbletræerne og sprøjter, så der står en stor hvidlig sky op, der hænger i luften, når han vender køretøjet og kører nedad mellem frugtrækkerne igen. I hans erindring er det gode minder om sommer, varme, æbler og søde piger, der plukker jordbær. Han tænker dengang ikke over, at han sidder der uden beskyttelse og i al ubemærket trækker vejret mange gange gennem en luftig sky af sprøjtemidler. For der er på dette tidspunkt ikke tegn på andet, end at livet kun kan leves forlæns.
Men set i bakspejlet kom der sidenhen små tegn. I situationen tog han ikke notits af det. Første gang var efter en lang arbejdsdag på kommunen. Han kørte op på Bakkekrogen og parkerede bilen foran deres gule murstenshus, låste bilen og gik hen mod indgangsdøren.
Før han kom ind i entréen, var det, som om kroppen pludselig drattede til den ene side, men uden at han faldt. Han tænkte i et splitsekund, at det var mærkeligt, men fik ikke givet tanken mere næring, før privatlivet inde bag den tunge hoveddør trak hans tanker i en anden retning. Han var hurtigt inde og hurtigt videre. Langt senere er der også en suppe, han skal spise.
De besøger hans bror, Jørgen, og Jørgens kone, Birgit, i Nordjylland. Det er en god dag og aften, men suppen - der er noget med suppen. Og det er lidt uklart, hvad det er, for det er bare en suppe, men alligevel en anderledes suppe. Måske er det bare smagen. I hvert fald lægger han skeen, han har i sin højre, let sitrende hånd, ned på dugen og lader tallerkenen stå, næsten uberørt.
Det er endnu mange år, før han får diagnosen. Oplevelsen med det diskrete balancebesvær og en svag sitren på hånden glider i baggrunden. Han arbejder og i perioder meget, sætter sig mål, så nye mål og når dem. Det forsøger han stadig, selv om diagnosen nu er stillet, og de tegn, der har været mange år tidligere med sikkerhed har været relateret til den snigende sygdom. Han får medicin – stadig i den laveste dosis. Ropinirol hedder præparatet, der skal understøtte den manglende dopamin i nervesystemet.
Han har alle såkaldte kardinalsymptomer: lidt hæmmet bevægelsesevne, stivhed og rystelse. Og så er der de non-motoriske symptomer: Han lider af søvnløshed og har mave/tarm-problemer.

Holder sig i gang

Men problemerne er ikke større og viljen ikke mindre end, at han hele tiden forsøger at holde sig i gang. Så selv om løbeskoene er lagt på hylden, fordi han har fået en belastningsskade i hælen, forsøger han stadig at holde sig i bevægelse.

Nu med lange cykelture på en mountainbike. En læge foreslog ham, da han blev nødt til at kvitte løbeskoene, at cykle i stedet. Tre dage senere var han nede hos Henning Nørskov på hjørnet mellem Bavnehøjvej og Markedsgade for at købe en spritny cykel. Han har det 110 % bedre, når han kommer hjem fra en cykeltur på 1 ½ time. Og det gør han i øjeblikket 1-2 gange om ugen.

Det blik, han har i øjnene i entréen, når den sort-grønne Merida er stillet på plads, er ifølge hans kone meget mere klart. Underligt nok er det som om, kroppen alligevel får tilført den manglende dopamin, når han cykler. Han cykler ca. 27 km, når han begiver sig afsted. Han har omkring ti forskellige ruter. Når han tager Katholm Strandvej-turen møder han tit Per. På 20-30 meters afstand kan han se, at der kommer Per. Han cykler over mod Keld. De snakker lidt. Per ved godt, hvorfor Keld cykler, og Keld ved godt, hvorfor Per godt kan li at cykle. Men Keld Overgaard Jensen har også mødt mennesker, der højlydt har undret sig: ”Hvorfor cykler du frem og tilbage så mange gange,” er der flere morgenhundeluftere, der har spurgt, når han, for at nå op på de 27 km, har cyklet mod Åstrup, ned til havnen og så ud af Katholm Strandvej og tilbage.
En rute, der kun giver 16 km, og når han nu har sat sig for, at han vil cykle 27 km, er det sket, at han har taget Katholm Strandvej frem og tilbage fem gange. Og det kan jo undre en forbipasserende. Men han har også andre ruter: for der er også den ud til Hjembæk, den ud til Arnoldi-skulpturen, den ud langs kanalen mod Bonderøven, turen ud forbi Motorsamlingen.
Men der er særligt én tur, der har fæstnet sig.

Hyldet af familien

En råkold aprildag med skinnede sol. Han har cyklet alene i over en time og har, som han gør, koncentreret sig om at cykle og ellers bare at nyde naturen. Han er nået til Katholmskoven og cykler nu på en smal grusvej.

Et par hundrede meter foran ham, kan han pludselig se, at der kommer nogle cyklister imod ham. Han tænker, det måske er Grenaa Cykelklub, som han har mødt her før. Han koncentrerer sig om at holde til højre, så de kan passere.

Da de kommer nærmere, rækker han venstre hånd op og siger: ”Hej”. Den bagerste cyklist trækker ind foran ham og siger: ”Hej far”.
Først kommer en følelse af forundring - for hvorfor kommer hans søn cyklende med sin søn over 45 km fra deres eget parcelhus i Assentoft? Forvirringen bliver ikke mindre, da de sammen triller lidt længere ned ad skovstien, for der står de alle sammen – hele hans familie, der har fulgt ham via ”find my iPhone”.
Cyklens lette tråd ophører. Han står helt stille, og så bliver han for alvor overvældet af følelser. Tårerne i hans øjne glinser om kap med solens stråler. For de - hans kone, deres tre sønner, tre svigerdøtre og fem børnebørn ved, at han nu i præcis ét år har cyklet ca. 27 km hver dag. Det står også graveret på den guldpokal, der bliver overrakt af det yngste barnebarn med ordene: ”Tillykke farfar”.
For farfar, far, svigerfar og ægtemand har kæmpet, og de fejrer sammen, at et mål er nået. Pokalen er et kontant bevis på en præstation, der kræver mere end almindelig udholdenhed. Men Keld Overgaard Jensen træner også sin hjerne hver dag ved at spille hukommelsesspillet Lumosity på sin iPad.
Han går i fitnesscenter 3-4 dage om ugen, og nogle gange på sine cykelture, når han ikke kan se nogen i miles omkreds, siger han lyde, høje lyde, der alle starter med A: ”A”, ”Aa”, ”aA”, ”Aaaah”. Tilfældigt forbipasserende ville også her undre sig.
Dorthe Clausen, der er hans talepædagog, har anbefalet ham at gøre det, han gør med sin stemme. Hans stemme har det med, hvad der er almindeligt for Parkinson-patienter, at miste kraft, så den skal også trænes. Det husker han så vidt muligt. Træning, træning, træning.

Fortsat aktiv

I patientforeningen tilbyder man blandt andet rådgivning til de ca. 7.000 Parkinson-patienter, der er i Danmark, og en af de ting, der ofte bliver nævnt her og blandt det lægefaglige personale på sygehuset, er netop betydningen af at være eller vedblive at være aktiv - både fysisk og mentalt. Listen over positive effekter ved regelmæssig træning er næsten omvendt proportional med listen over de komplikationer, der kan støde til, hvis ikke man holder sig i gang.

Undersøgelser viser dog, at Parkinson-patienter er i langt større risiko for at blive fysisk inaktive sammenlignet med deres jævnaldrende. Og det kan føre til yderligere komplikationer som knogleskørhed, hjerte-/karsygdomme, diabetes samt social isolation. At krop og sind skal trænes og gerne hver dag gælder for alle. Så derved adskiller Parkinson-patienter sig ikke fra andre mennesker.

Forskellen er, at træning for Parkinsonramte direkte påvirker symptomerne og kan give både forbedret gang, kropsholdning samt forbedre evnen til at tænke, ræsonnere, analysere og huske. Det behøver ikke være hård fysisk træning af længerevarende karakter som for eksempel en lang cykeltur. Træningen kan også bestå af mindre sekvenser i løbet af dagen.

Det er vigtigt, ifølge eksperter, at man både fokuserer på en daglig træning og også 2-3 gange om ugen afsætter tid til mere målrettet træning.

Har skrevet erindringer

Han føler sig virkelig i sit es denne dag.
Keld Overgaard Jensen ryster ikke på hånden over at skulle signere den første bog, selv om han ryster på hånden, da han signerer den første bog. De begrænsninger, der også kan være forbundet med sygdommen. De drømme, der ikke kan blive til noget på grund af sygdommen. De tanker, der momentvis kan ramme ham om, hvorfor lige netop han er blevet ramt af sygdommen.
Den oprigtige og inderlige sorg, han i glimt også kan føle over at være den samme mand, men alligevel ikke helt den samme mand for den hustru, han elsker på grund af sygdommen. Alt det fylder ikke noget denne dag - mandag den 18. april 2016 i Bog & Ide ved Torvet i Grenaa.
Conni Elgaard og Ulla Juul, der arbejder i Bog & Ide, giver ham en flot buket blomster. På disken ligger to stakke med hans bøger: ”En kommunaldirektørs erindringer”.
Bogen har været trekvart år undervejs. Der er spiseseddel uden for butikken: ”Reception af Keld Overgaard Jensens bog: ”Mit arbejdsliv” kl. 14.00-17.30. Indenfor er der opstillet cafeborde med sølvduge, hvidvin, kaffe og småkager.
Connie: ”Keld, vil du helst sidde ned ved et af bordene, mens du signerer dine bøger - eller gå rundt og snakke med folk?”
Ulla: ”Keld er den type, der vil gå rundt og snakke med folk”. Og Ulla har helt ret, så det gør han. Han står op, går rundt, og hans ansigt lyser op mange gange over glædelige gensyn. Hans bror og svigerinde er kommet helt fra Nordjylland af.
Lars Gleerup fra Randers og Lise Hansen fra Aarhus. Der kommer også tidligere medarbejdere, han ikke havde forventet at se. Han signerer, skriver dato i bøgerne og ”til Leif” osv.
Han fortæller denne eftermiddag om bogen. Flere af de tilstedeværende har op til dagen også hørt om de små bump på vejen mod tilblivelsen af den trykte udgave af ham selv.
Nogle af dem ved, at han har lært mange nye spændende mennesker at kende i den proces, og at han har været glad for de mennesker, som har betydet noget for ham på vejen mod at realisere endnu et mål.
Og blandt dem er selvfølgelig Lisbeth Jensen fra Bakkekrogen, der også står her i dag og ser sin mand stråle, men også Henrik Kruse fra GP-Tryk, forlæggeren Arne Lybech. Anders og Alex, to herlige fyre fra produktionen på Lasertryk i Aarhus, Lars – i daglig omtale – ”dragemanden”, der har hjulpet med distributionen og ikke at forglemme Bertel Kjerulff.
Bertel arbejder i boghandlen på 3. sal i Salling. Han har købt 10 eksemplarer, fordi - som han fortalte Keld en dag - sådan en bog skal Salling have, for sådan en bog interesserer også Fru Salling.

Fakta: Om forfatteren