Skoledebat og taktisk brøler
?"Formand for Børne- og ungdomsudvalget (BUU), Lars Østergaard (V), har travlt med at understrege, at HAN og resten af udvalget ikke har aktier i Skolestyrestruppen, der blev nedsat for at kigge skolestrukturen i Norddjurs Kommune efter i sømmene. Skolestyregruppen er et barn af det budgetforlig, som blev indgået for 2016, som godt nok ikke havde Venstres signatur på den endelige aftale.
Uvist af hvilken grund blev det aftalt forud for budgetforligets indgåelse, at skolestyregruppen skulle referere til Økonomiudvalget og altså ikke til BUU. Mærkværdigt, og mon ikke borgmester Jan Petersen (S) nu erkender, at det var en fodfejl.
Godt nok har Socialdemokraternes gruppeformand Hans Fisker Jensen været ude og sige, at hvis der skal pilles ved skolestrukturen, så vil Socialdemokraterne spørge vælgerne først i forbindelse med Kommunalvalget i 2017. Det vil reelt sige, at den eksisterende skolestruktur er status quo frem til 1919-1920, ifølge S.
Men der kommer til at ske ændringer i skolestrukturen, som der gjorde i Syddjurs allerede i 2009, hvor et stort flertal i byrådet besluttede at lukke tre folkeskoler.
Der er bred enighed i Norddjurs Kommunalbestyrelse om, at et kommende skoleforlig skal de to store, Socialdemokraterne og Venstre, være med i - ellers får det ingen gang på jord. Venstres gruppeformand Hans Husum har sagt det flere gange til denne avis. Socialdemokraterne ved naturligvis også godt, at det hænger sådan sammen.
Derfor havde skoledebatten fået et langt bedre afsæt, hvis Skolestyregruppen havde refereret til BUU? og Venstres udvalgsformand Lars Østergaard. Så kunne Østergaard og borgmesteren og deres respektive baglande have kørt et parløb, som de har gjort det i andre sammenhænge på skoleområdet.
Det havde kvalificeret debatten, hvis BUU-formanden havde siddet for bordenden, men det er forståeligt, at han nu ikke har den store lyst til at involvere sig.
Derimod er det helt uforståeligt, at strategen og den politiske taktiks mester, Jan Petersen, kan lave en så stor strategisk og taktisk brøler.
En brøler, der gør det endnu sværere at finde nøglen til det politiske forlig, der skal laves på skoleområdet til sikring af fremtiden."