Invitér Cepos til budgetseminar
“Syddjurs Kommune er en vanskabning uden en fælles identitet.”
Sådan lød den hårde dom i Adresseavisen Syddjurs over Syddjurs Kommune fra forskningschef Henrik Christoffersen fra den borgerlige- liberale tænketank Cepos efter, at han havde været på et inviteret besøg på rådhuset i Ebeltoft, hvor han mødte flere topembedsmænd og fire lokale politikere: borgmester Claus Wistoft (V) samt udvalgsformændene Kirstine Bille (SF), Per Zeidler (LA)?og Ole Bollesen (S).
De to andre udvalgsformænd, Gunnar Sørensen (V) og Per Dalgaard (DF) havde efter Lokalavisens oplysninger meldt afbud.
Anledningen til at invitere forskningschefen var, at denne tidligere på året stod på mål for en sammenlignelig undersøgelse af landets 98 kommuners evne til at effektivisere, 'omkostningseffektivitet', deres økonomier.
Frederiksberg blev i undersøgelsen fremhævet som klassens duks. Hvis Syddjurs Kommune udviste samme flid og omkostningsbevidsthed, som de gjorde på Frederiksberg, ville Syddjurs kunne spare 251 mio. kroner årligt, og hver indbygger slippe med at betale 6.009 kr. mindre i skat om året, lød en af undersøgelsens konklusioner.
Efter mødet udsendte borgmesteren en pressemeddelelse, hvor han i tydelige vendinger fremhævede, at han forventede, at Cepos-forskningschefen vendte tilbage med ti konkrete forslag til, hvordan Syddjurs kan drosle yderligere ned på omkostningerne.
Det var denne presbold, der fik forskningschefen til at fare i harnisk og lange ud efter Syddjurs på et niveau som mere havde karakter af frådende vrede end objektiv forskning.
Adresseavisen havde planlagt at bringe et længere interview med forskningschefen i denne udgave, men det må vente til næste udgave på grund af en fremrykket deadline.
Men vi kan allerede nu godt afsløre, at forskningschef Henrik Christoffersen ikke afleverer de ti konkrete anvisninger, som borgmesteren ønsker.
I?stedet vil Henrik Christoffersen gerne deltage i en principiel diskussion om velfærdsstatens fremtid og konsekvenserne for en kommune som Syddjurs.
Tag ham på ordet og invitér ham med som oplægsholder til budgetseminaret i august 2016 eller til et temamøde forud for et byrådsmøde."