Fortsæt til indhold

Store og små følelser på kanten i musik, dans og sang

Den syddjurske talentlinie Shanghai Akademiet har premiere på forestillingen Kant søndag aften

Samfund
Arkiv

Med premiere søndag aften og yderligere to forestilllinger mandag og tirsdag aften, slår Shanghai Akademiet dørene op til årets forestilling Kant i Teatersalen i KulturHotellet i Rønde.
I år undersøger holdet, hvad det betyder at være på KANTEN. I sindet. I dagligdagen. I drømme. I musikken. I dansen. I relationen til andre mennesker. I livet. Store og små følelser bliver behandlet; ensomhed, glæde, kærlighed, had og det skøre menneskelige sind. Det hele bliver kædet sammen af musik, sang og dans, som i en sammensmeltning får tingene til at vokse og giver en flot og tankevækkende forestilling, helt i akademiets ånd.
Faglig koordinator på Shanghai Akademiet Vibe Ulbrandt fortæller om forløbet:
”Efter at vi i lærerteamet har udvalgt et tema og de sange, vi synes er interessante, bygger vi forestillingen op med musik, dans og sang. Vi insisterer på altid at komme ud over KANTEN, hvad enten det er musikalsk, tematisk eller i selve udtrykket. Derfor er årets tema helt i tråd med det, som vi i helt grundlæggende arbejder med på Shanghai Akademiet”.

En musikalsk og mental dannelsesrejse

Akademiets undervisning er således opbygget, at alle leverne mødes en gang om ugen i et helt år. Derudover får alle sangere og musikere eneundervisning én gang om ugen og endelig får alle danserne ekstra danseundervisning én gang om ugen i løbet af hele året.
Underviser i bandet Simon Bekker holder også fast i KANTEN:
”Som talentlinje skal vi bibringe eleverne noget andet, end det de kan se på youtube. Ikke at der er noget i vejen med det, men vi skal vise dem noget andet. Det er en del af deres uddannelse her hos os. Derfor er melodier og udtryk ikke mainstream, men på KANTEN, hvor vi både udfordrer de unges smag, viden og kompetencer, så Shanghai Akademiet bliver en del af en musikalsk og mental dannelsesrejse.”

Audition til næste års Shanghai hold

KANT spiller både søndag, mandag og tirsdag aften kl. 19.30 fra den 29. til 31. maj, på Kulturhotellet i Rønde.
Billetterne kan købes i forsalg, men der er allerede udsolgt til premiereaftenen, så man skal være hurtig, hvis man vil ind og se KANT. Merete Smedegaard, som er danselærer og forestillingens koreograf, ser frem til forløbet. ”De unge er bare vildt fantastiske! De motiverer og aktiverer hinanden. De gør sig umage og de lærer i løbet af et splitsekund, når vi ændrer på tingene undervejs. Det er en stor fornøjelse at arbejde med de unge og alt det vi, som undervisere giver i løbet af året, får vi nu tilbage, når de endelig står på den store scene. Så det er med stolthed, vi præsenterer forestillingen KANT, som hovedværket på et helt års undervisning.”
Har man som ung lyst til at arbejde med dans, musik eller sang på et intensivt og udviklende niveau, er der audition til næste års Shanghai hold mandag 13. juni kl. 18.00 på KulturHotellet
”Har man lyst til at være med, vil det være en god idé for unge og deres forældre at overvære forestillingen Kant,” siger Marianne Vester Fra Kulturskolen Syddjurs.