Manden midt på strøget
Jesper Nørgaard sørger for at stille sulten hos de mange handlende i Horsens
I 20 år har horsensianere og andre besøgende på strøget i Horsens fået stillet sulten fra den lille grå madbiks, Rud. De seneste 10 år er det dog ikke Rud Albæk, som startede sandwichcaféen, der har stået bag disken. Det er derimod 48-årig Jesper Nørgaard.
”Her er 14,5 kvadratmeter, så man kan sige, at alt er inden for rækkevidde,” siger Jesper Nørgaard og strækker armene op mod de høje hylder, hvor brød og andre madvarer systematisk har hver sin plads.
”Jeg vænnede mig hurtigt til at arbejde i højden,” tilføjer han og griner lunt. Han sætter pølsehorn i ovnen og stiller uret til syv minutter. Hver morgen, mens han smørrer rundstykker eller skænker kaffe til forretningsdrivende og håndværkere på Søndergade, forbereder han sandwich, pølsehorn og håndmadder.
”Det handler om at gøre det nemt og hurtigt for dem, der ikke lige har fået madpakken med sig på arbejde. Jeg steger dagligt en flæskesteg, som hurtigt får svær at gå på i flæskestegssandwich,” fortæller Jesper Nørgaard.
Han er opvokset i Horsens, hvor han som barn gik på Sct. Ibs Skole. Efter 10. klasse tog han et år til USA for at lære mere om sproget.
”Det har vist sig at være et godt valg. I dag bruger jeg det, når turister kommer ind og skal købe mad,” siger Jesper Nørgaard, der også har en handelseksamen og læretid i en fotoforretning i Skanderborg med i rygsækken. Foruden en masse andre ting.
Blandt andet står der kongelig livgarde og mejerist på hans CV.
”Jeg er ikke bleg for at prøve noget nyt. Da jeg for 10 år siden fik tilbuddet om at købe Rud, lød det tiltalende. Det kunne ikke gå værre end galt,” fortæller Jesper Nørgaard, og kigger løbende til pølsehornene i ovnen.
Et levende Facebook
I dag bor han i Gangsted mellem Hovedgård og Søvind sammen med hustruen Benedikte, der driver Modecentret på Søndergade og deres to børn Tobias på 12 år og Helene på 10 år. Selv om han står op dagen lang, holder han sig i form med spinning og jagt i fritiden.
”Efter otte år på mejeriet lignede dagene hurtigt hinanden. Her er dagene meget forskellige og jeg er vild med kundekontakten. Når jeg kommer hjem, har jeg til gengæld ikke behov for at være social med andre end familien. Rud er for mig et levende facebook, og årsagen til, at jeg ikke har en facebookprofil. Jeg har hørt alle nyhederne i byen, når jeg kommer hjem,” forklarer Jesper Nørgaard og ekspederer næste kunde med franske hotdogs. Det er, ifølge Jesper, netop det, der er størst efterspørgsel på. Foruden softice i forårssolen.
”For mig handler det om at fylde hverdagen med gode ting, så man ikke kun lever efter weekenderne. Man skal være lige så glad for tirsdag, som man er for lørdag. Så længe jeg er det, fortsætter jeg med at drive Rud,” lyder det fra Jesper Nørgaard.