Hasle vil forbedre ’kirkegårds-torvet’
Det lokale fællesråd har Hasle Torv højt på dagsordenen. Flere samlende aktiviteter og bænke fremfor granitsten, lyder ønsket
De spredte granitsten på Hasle Torv kan en vinterdag godt lede tankerne i begravelsesstemning.
En kirkegård er i hvert fald, hvad synet minder fællesrådsformanden i Hasle, Klaus Bendixen, om:
“Der er jo ingen, der vil sætte sig ned her. Designmæssigt er det flot, men vi ser hellere fokus på funktionalitet. Derfor vil vi meget gerne have nogle bænke sat op,“ siger Klaus Bendixen, mens han peger rundt på stenene, der blev sat i 2012, som en del af en større renovering af torvet.
Det var en stor sejr for fællesrådet, da det i december for første gang nogen sinde fik et juletræ op. Men julelys er slet ikke nok, mener fællesrådet, der vil have endnu mere gang i det åbne torv.
“Vi skal have en Vest-fest eller en Hasle-dag, eller noget i den stil. Noget, der samler området, styrker fællesskabet og gør det rarere for alle at bo her,” siger Rasmus Milling, der er indehaver af den lokale ejendomsmægler-forretning på torvet og medlem af fællesrådet.
“I Åbyhøj har man den årlige torvedag, der er meget populær. Jeg siger ikke, at vi skal have noget i den kaliber, men vi vil reklamere for lignende tanker på næste generalforsamling og håber, at borgerne vil støtte op om det,” siger Rasmus Milling.
Fællesrådet har tidligere stået i spidsen for kræmmermarked på torvet om lørdagen, men det var en stor opgave for de otte i rådet.
“Jeg stod og solgte pølser otte lørdage i træk. Men til sidst bliver man træt af det. Vi skal have flere borgere, der træder til og tager del i opgaverne,” siger Klaus Bendixen, og Rasmus Milling supplerer:
“Det er vigtigt at brande området, så vi løfter det til at få en mere positiv klang. Bispehavens problemer er blevet færre efterhånden. Vi vil gerne samle området og være fælles om aktiviteter. Så det ikke er 'dem og os'.”
I dialog med kommunen
Fællesrådet er i dialog med Aarhus Kommune, som medlemmerne vil have til at etablere bænke på torvet.
“Det er min forventning, at bænkene kommer op til foråret. Ligesom kommunen igen gerne skulle sætte blomsterkummer op på torvet. Men det er vi ved at finde ud af med kommunen. Derudover håber vi at få et el-udtag, så vi nemt kan få strøm til kommende aktiviteter,” siger fællesrådsformanden.