Halløj på badehotellet til reception Pinsesøndag
Ny ejer vil igen have gang i Skødshoved Badehotel med nostalgi og rock’n roll som tema i stedets “Locomotion” bar
?Efter nogle sæsoner med overvejende weekenddrift med begrænsede åbningstider skal der nu mere gang i Skødshoved Badehotel.
Det mener i hvert fald den nye ejer, Jørgen Rasmussen fra Knebelbro, som Pinsesøndag kl. 14.00 til kl. 18.00 holder åbningsreception med fremvisning af stedet, mad og drikke, og derefter levende musik med rødder i 50'ernes og 60'ernes rock- og bluestradition.
Det er nemlig den slags musik som Jørgen Rasmussen, 58 år og tidligere anlægsgartner i Aarhus, sværger til, og som han vil have skal være en del af Skødshoved Badehotels nye bar og mødested ”Locomotion”, som han vil holde åben dagligt frem til oktober.
Det nye Skødshoved Badehotel kommer også til at rumme en kiosk med is, drikkevarer og andre kioskvarer, samt et afsnit med udvalgte kolonialvarer.
”Desuden prøver jeg at skaffe en pølsevogn, som bliver stillet op uden for badehotellet,” fortæller Jørgen Rasmussen, som ikke har planer om at servere mad fra badehotellets ellers i øvrigt veludstyrede køkken.
Åben over for ideer
Jørgen Rasmussen er århusianer, men er siden sin barndom kommet på Mols. Først i forældrenes sommerhus i Dejret Klit og siden i eget sommerhus.
”Jeg er rigtig glad for Mols. Jeg kan li' folkene herude, som har tiden til en snak i garagen,” siger Jørgen Rasmussen, som i 2006 flyttede permanent fra Risskov til Knebelbro.
Han har været anlægsgartner i Aarhus gennem 34 år, men afhændede forretningen 1. oktober 2015 og købte derefter Skødshoved Badehotel, som han fik papir på 15. januar.
Nu er han klar til at stå for driften af Skødshoved Badehotel med ”Locomotion” og kiosken.
”Nu skal vi have gang i badehotellet, og jeg vil prøve mig frem med, hvad det er folk vil være med til. Jeg har gode lokaler og en fin græsplæne ud mod vandet, så jeg er meget åben over for gode ideer. Jeg tænker på at man kunne lave en bluesfestival, træf med veteranbiler eller motorcykler,” siger Jørgen Rasmussen om sine planer med stedet.
Bedre kendt som “Tut”
Skødshoved Badehotel har en næsten hundredårig historie på Mols.
”Ejendommen er fra 1924 og den var og er i folkemunde kendt som ”Tut”, hvor der gennem årene har været mange gode fester og sjove begivenheder. Ejendommen fik for omkring 30 år siden navnet Skødshoved Badehotel,” fortæller Jørgen Rasmussen, som nu ejer hele komplekset og græsplænen ned mod vandet.
”Stedet skal fortsat hedde Skødshoved Badehotel, men baren hedder ”Locomotion”. Her vil jeg sælge øl, vand, kaffe og spiritus. Min plan er at kiosken har åbent daglig fra kl. 10-21 og at ”Locomotion” har åbent fra kl. 10 og til længere ud på aftenen,” siger Jørgen Rasmussen om sine planer for Skødshoved Badehotel.