51-årig kørt på skadestuen
Lotte Gyldenvang
Torsdag eftermiddag klokken 15.41 bragede to biler hårdt sammen på Rousthøj Alle i Juelsminde. Det oplyser Horsens Lokalpoliti.
En 51-årig mand fra Barrit kom kørende i nordlig retning og ville dreje til venstre ad Jernbanegade. Men i sit venstresving overså han en modkørende bil, og dermed stødte de sammen. Den modkørende bil blev ført af en 43-årig kvinde fra Juelsminde.
Det fremgår af politiets døgnrapport, at den 51-årige mand blev kørt til skadestuen for nærmere undersøgelser, blandt andet for hjernerystelse. Kvinden slap uden skader, men det gjorde de to biler ikke.