8. V har fundet kammertonen
Kattegatskolen vinder filmpris om god tone - et hit på youtube
8. V på Kattegatskolen i Grenaa har svært ved at får armene ned efter, at det nu er en kendsgerning, at klassens bidrag til en konkurrence om bedste kortfilm med temaet god tone er blevet et hit.
Siden 2012 har mobilselskabet Call me sat fokus på den hårde tone i Danmark. I den forbindelse har skoler rundt omkring i landet haft besøg af manuskriptforfatter og filmproducent, Randolf Carlos Aabye, som i samarbejde med eleverne har lavet kreative kortfilm om den gode tone. Eleverne har således lært at ideudvikle, lave storyboard, filme, redigere og samarbejde – og har gennem processen diskuteret og reflekteret over den hårde tone og vigtigheden af at tale ordentligt.
Derudover har eleverne deltaget i konkurrencen om Publikumsprisen, der går til den film, som har fået flest visninger på Youtube – og dermed har været den mest populære blandt publikum.
Og netop den filmpris kan eleverne fra Kattegatskolen nu bryste sig af med filmen 'Bag om Titanic'.
5.000 kroner følger med
Med Publikumsprisen følger en check på 5.000 kroner, der overrækkes til eleverne på fredag 20. maj klokken 8.15 på Kattegatskolen.
Call me har i løbet af de sidste par år haft stor succes med skoleworkshoppen Film Studios, hvor elever fra hele landet har været med til at sætte TAL ORDENTLIGT og det gode budskab på skoleskemaet.
”Vi mener, at det er vigtigt at sætte fokus på den gode tone allerede i skolen. Derfor var det også naturligt for os at indlede et samarbejde med skolerne som led i TAL ORDENTLIGT. Det er fantastisk at opleve elevernes engagement i projektet, og der er kommet nogle rigtig gode og tankevækkende film ud af deres indsats,” siger Anthony Lim, der er salgs- og marketingdirektør i Call me.