Førerhund på besøg hos børn på friskole
De yngste elever på Feldballe Friskole fik besøg af førerhunden Jessie og dens bruger og lærte om, hvordan det er at være blind
Hvordan kan en hund gå på arbejde og ledsage en person, som er blind og afhængig af førerhundens hjælp til praktiske gøremål i hverdagen?
Det fik 34 elever fra 0. og 1. klasse på Feldballe Friskole i bogstaveligste forstand syn for, da de forleden i et par timer på skolen havde besøg af Birgit Freund og hendes førerhund Jessie.
”Birgit Freund fortalte om, hvordan det er at være blind og i sin hverdag blive ledsaget af en førerhund. Og det var noget børnene var meget optaget af. Hænderne røg i vejret med spørgsmål om, hvordan det er ikke at kunne se, og hvordan det er at få en hverdag til at fungere med en hund som ledsager og hjælper,” fortæller lærer på Feldballe Friskole Mette Holm Michelsen.
”Eleverne prøvede at sætte sig i Birgit Freunds sted og forestille sig, hvordan det er ikke at kunne se. Og samtidig fortalte hun, hvordan man oplærer en førerhund, hvilke racer der er særlig egnede og hvor lang tid det tager, og hvordan en hund helt praktisk finder ud af at få hverdagen til at fungere sammen med en bruger, der ikke kan se.”
Hunden er på arbejde
Besøget på Feldballe Friskole var en del af Dansk Blindesamfunds markering af den internationale førerhundedag 27. april. Eleverne i Feldballe var blandt flere tusinde elever på 23 skoler over hele landet, som fik besøg af en førerhund for at blive klogere på, hvor vigtig en førerhund er for en blind person.
Birgit Freund bor mellem Lyngsbæk og Krakær og blev blind på grund af komplikationer ved sin fødsel. Hun har haft flere førerhunde før Jessie, som er en lys labrador og er en ung førerhund.
”Jeg lægger vægt på at sige, at hunden er min ledsager, men også hjælper mig med praktiske opgaver. Den er på arbejde, når den ledsager mig, og det er vigtigt at respektere, at den er på arbejde. Derfor skal man ikke klappe eller forstyrre en førerhund, mens den er i arbejdstøjet.” siger Birgit Freund.
”Det var vores elever forberedt på, da Birgit Freund og Jessie kom på skolen, men jeg faldt selv i og hilste også på hunden, da de ankom. Så var eleverne efter mig med at jeg ikke måtte dette, fordi Jessie jo var på arbejde,” fortæller Mette Holm Michelsen. Men under opholdet på skolen holdt Jessie også fri, og så kunne eleverne hygge og snakke med den.
Tænke-tanker-timer
Mødet med Birgit Freund og Jessie var en stor oplevelse for eleverne, som fik et indblik i, hvordan en førerhund arbejder sammen med sin bruger.
”Besøget var led i en undervisning, hvor vi kobler natur og teknik med det jeg kalder ”tænke-tanker-timer”, hvor vi arbejder med livsfilosofiske og religiøse emner,” fortæller Mette Holm Michelsen.
”Det handler både om, hvordan vi bruger vores sanser og i dette tilfælde det eksistentielle i ikke at kunne se. Det kunne jeg mærke, at eleverne gjorde sig umage med at forstå.”