Fortsæt til indhold

Hvad pønser Socialdemokraterne på ?

Samfund
Af Kasper Bjerregaard (V), Norddjurs Kommunalbestyrelse:

"Det er aldrig rart at ændre på det eksisterende. Forandringer giver modstand. Som regel er der rigtigt gode argumenter for at bevare det eksisterende. Man ved som bekendt hvad man har – ikke hvad man får.
Men forandringer kan være nødvendige. I Norddjurs Kommune har vi siden 2010 set et fald i børnetallet på ca. 600 elever. Det gør, at vores skolesystem er under pres, og det er derfor oplagt at se på om den skolestruktur, vi har i øjeblikket, er den rigtige.
Som opposition ville det nemmeste selvfølgelig være blot at læne sig tilbage og sige: Vi vil ikke ændre på noget. Man kunne undgå de ubehagelige diskussioner og man kunne måske også øge chancen for genvalg ved at indtage det populære standpunkt.
Imidlertid er det vigtigt at holde sig for øje, at hvis man sidder på hænderne, så kan det også være et valg med konsekvenser. Det så vi i 2013 i forbindelse med lukningen af Voldby Skole, hvor man fra politisk side ventede og ventede. Resultatet var, at skolen lukkede sig selv. Her blev der talt om dårligt politisk håndværk. Vælger vi fortsat at sidde på hænderne, så kan udviklingen igen overhale os indenom og beslutningerne måske igen blive truffet uden, at der er blevet taget politisk stilling til om de er ønskelige.
I Norddjurs bruger vi som bekendt mange penge på folkeskolen. Men bruger vi pengene på bygninger og en (for) dyr struktur frem for at bruge dem på undervisning?
Målet må være at hæve kvaliteten, så eleverne i Norddjurs får lige så høje karakterer som i resten af landet og så andelen af elever, der afslutter 9. klasse med mindst 2 bliver lige så høj som i resten af landet. På den måde sikrer vi, at vores børn kan komme videre i uddannelsessystemet. Det er det V gerne vil bidrage til.
Af debatten kan kan jeg konstatere, at S åbenbart sidder med en masse informationer om interne forhold og holdninger hos V. Man kender til interne magtkampe. Man ved, at V vil lukke skoler, hvilke og hvor mange. Som V-medlem må jeg undre mig. Jeg har i hvert fald ikke den samme viden som S åbenbart har og gerne deler ud af.
Hvad S vil på skoleområdet er selvfølgelig op til S at melde ud. Jeg kan blot konstatere, at jeg har stor forståelse for de borgere, der undrer sig over, hvad der foregår i øjeblikket.
En analysegruppe er sat i gang, men inden arbejdet er færdiggjort melder S ud, at der ikke skal ændres noget. Hvorfor er arbejdet så sat i gang? Hvorfor afholdes der borgermøder med den uro det giver blandt ansatte, forældre og elever?"