Fortsæt til indhold

Maskeklædte mænd truede Netto-personale

Samfund
Annette Schmidt

Tirsdag klokken 22.01 var der i Netto i Brædstrup det politiet beskriver som 'et særligt farligt røveri'.
To mænd kom ind i butikken, hvor de med det, der muligvis var en pistol, tvang personalet ud i baglokalet.
Her fik de to mænd personalet til at trykke koden ind på butikkens boks.
Der var tidslås på boksen og ventetiden fik angiveligt røverne til at miste tålmodigheden, så i stedet tog de et kontantbeløb fra pengekassen, inden de stak af.
"Et vidne så de to mænd løbe mod rundkørslen i Brædstrup, og de blev sidst set ved Energi Midt," oplyser Allan Munkholm fra Horsens Lokalpoliti.
De to røvere har følgende signalement:
Røver A: Mand, cirka 25 år, 160 - 170 centimeter høj, almindelig bygget, brun hudfarve. Han bar under røveriet en sort dynejakke, lyse joggingbukser, røde Converse sko, mørk hue, mørke handsker og en hvid klovnemaske med rød mund.
Røver B: Mand, 25-30 år, spinkel bygget, 170-180 centimeter høj. Han bar under røveriet en grågrøn hættetrøje med hvide snore og lynlås, grå joggingbukser med hvide striber af mærket Hummel, lysegrå sko med hvide såler, hvide handsker og en hvid Anononimus/Guy Fawkes-maske. Denne røver viste muligvis en pistol og forlod stedet med byttet i en gul nettopose.
Begge røvere talte engelsk.
Kender du noget til røveriet eller har set de to mænd, vil politiet gerne høre fra dig på telefon 114.
Det er anden gang indenfor få måneder, at Netto i Brædstrup udsættes for røveri. I december blev en ansat truet med en skruetrækker.
Røveri i Netto: Røver truede med skruetrækker