2017 er ikke kun en Aarhus-historie
Syddjurs Kommune er aktiv medspiller i Europæisk Kulturhovedstad 2017
?2017 Aarhus er i 2017 udnævnt som Europæisk Kulturhovedstad, og byen bliver i løbet af året centrum for et overflødighedshorn af begivenheder i et ambitiøst internationalt kulturprojekt. Europæisk Kulturhovedstad handler ikke kun om Aarhus. Syddjurs Kommune er med for fuld skrue - sammen med de øvrige 18 kommuner i Region Midtjylland.
”Det er unikt, at alle kommuner er med. Aktiviteterne er bredt meget ud, og jeg tror ikke, at nogen længere opfatter det som et Aarhus-projekt. Det hedder Aarhus 2017, fordi Aarhus er det brand, som vi alle kan samles om i Østjylland og hele resten af regionen,” siger Syddjurs borgmester, Claus Wistoft.
”Det er bestemt ikke kun et Aarhus projekt. Der er meget i kulturhovedstadsprojektet, som slet ikke foregår i Aarhus. Det synes jeg er spændende,” supplerer Kirstine Bille, formand for Udvalget for plan, udvikling og kultur.
Syddjurs bliver en af de 19 regionskommuner med flest aktiviteter i forhold til indbyggertal. Rundt omkring i Syddjurs går talrige ildsjæle og forbereder vidt forskellige begivenheder med kulturelt og kunstnerisk indhold til glæde for borgere og tilrejsende turister.
Studér programmet nøje
”Jeg vil råde folk til at gøre et stykke arbejde for at sætte sig godt ind i programmet, der ruller ud i 2017. Det er et kæmpe program, og vi har her i Syddjurs rigtigt mange arrangementer, så vi får meget for vores investering på 1,3 millioner kroner i Fonden Aarhus 2017,” fortsætter borgmesteren.
Det fascinerende kulturprojekt har ”Let's Rethink” – lad os gentænke – som motto for en proces, hvor befolkningen opfordres til at tænke nye tanker og udvikle kreative projekter.
Kunsten som problemløser
”Let's Rethink” handler om at bruge kunst og kultur som vej mod løsning af de mange udfordringer, vi som borgere bokser med i det daglige. Vi skal forsøge at løse udfordringerne med udgangspunkt i kerneværdierne demokrati, bæredygtighed og mangfoldighed.
Claus Wistoft og Kirstine Bille glæder sig over, at så mange har taget godt imod opfordringen til at byde ind med projektidéer. Allerede fra 2014 har der i Syddjurs Kommune været afviklet optakts-aktiviteter.
Der er fx arbejdet med udvikling af kommunens landsbyer, Syddjurs Egnsteater har i samarbejde med bl.a. museer, teatre, skoler og andre kommuner skabt fantastiske forestillinger, og på det gamle kraftværk i Kolind arbejdes på at skabe gode forhold for den selvorganiserede del af foreningslivet.
I den kommende tid vil vi beskrive nogle af de mange lokale projekter, få nogle af de lokale ildsjæle til at løfte et slør for, hvad vi kan vente os.
”Indtil nu har det været lidt usynligt, hvad der er, der skal ske i 2017, og hvad det er Syddjurs spytter penge i. Jeg tror, at bannerne, processerne og omtalen af de enkelte 2017-projekter er med til at skærpe folks opmærksomhed frem mod åbningen af 2017. Vi er ved at vende fra skepsis til at tage del i en kanon succes,” slutter borgmester Claus Wistoft.