Politikere til kaffemøde på kroen med modstandere af nedrivning
Repræsentanter for borgergruppen imod nedrivningen af Kalø Slotskro inviterer byrådet til kaffe på Kalø Slotskro
En række byrådspolitikere med borgmester Claus Wistoft (V) og PUK-udvalgsformand Kirstine Bille (SF) i spidsen har sagt ja tak til en invitation til fredag klokken 14.00 på Kalø Slotskro at mødes med modstanderne af en nedrivning af kroen.
”Jeg kalder det et hyggemøde, hvor vi gerne vil vise politikerne, hvad kroen er for et sted, og hvor vi gerne vil informere om vores synspunkter omkring en bevaring af Kalø Slotskro,” siger Flemming Kattrup, Strands. Han har i en række læserbreve været stærkt kritisk over for både nedrivningen af kroen for at give plads til Nationalpark Mols Bjerges nye velkomstcenter, omlægningen af parkeringspladsen ved Kalø Slotskro, og imod etableringen af ”trappen i tårnet” på Kalø Slotsruin.
”Vi er ikke imod etableringen af et velkomstcenter, men ønsker bare ikke, at det skal ske på bekostning af Kalø Slotskro,” siger Flemming Kattrup.
Med til mødet er på borgergruppens vegne også Linda Mikkelsen, Følle, som bestyrer Facebook-gruppen 'Bevar Kalø Slotskro' med over 3.000 Facebook-venner, og Per Ditlev, Ugelbølle, som også har været aktiv i debatten, og som vil give politikerne input til den lokalplan-behandling, som forestår.
Lokalplan skal opdateres og i høring
Det lovmæssige grundlag for etableringen af et velkomstcenter er på plads med tilsagn fra Kulturstyrelsen, Naturstyrelsen og Fredningsnævnet.
Men politikerne i Syddjurs Kommune mangler at opdatere den lokalplan for området, som for år tilbage blev vedtaget i den daværende Rønde Kommune med henblik på etableringen af et velkomstcenter.
Derfor skal planerne om et nyt velkomstcenter, som betyder en nedrivning af Kalø Slotskro, indpasses i en revideret lokalplan, som politikerne i Syddjurs Byråd skal vedtage.
”Vi tager vores rolle på os som myndighed og sætter en lokalplanproces i gang, som vi gør det i mange andre tilfælde,” siger borgmester Claus Wistoft (V) til Lokalavisen.
”Vi skal som kommune ikke være smagsdommere, men det er selvfølgelig op til hvert enkelt byrådsmedlem at have sin egen mening om projektet.”
Ifølge Flemming Kattrup har udover borgmester Claus Wistoft (V) og viceborgmester og PUK-udvalgsformand Kirstine Bille (SF) også Ole Bollesen (S), Jens Rasmussen (SF), Gunnar Sørensen (V), Ole Bjerregaard (V) og Jesper Yde Knudsen (Ø) givet tilsagn om at deltage i borgergruppens ”kaffemøde”.